Regeringen har intensiveret sit opgør med »parallelsamfund«. 13 gange optræder København på regeringens nye liste

En ny politisk aftale har til formål at bekæmpe »parallelsamfund«. Det sker ved, at en række boligområder »med behov for forebyggende indsats« er kommet på en ny liste – og København er den ultimative højdespringer.

Lundtoftegade, der sidste år blev taget af den såkaldte ghettoliste, optræder nu på den nye liste, som ifølge en ny politisk aftale har brug for en forebyggende indsats mod parallelsamfund. Arkivfoto: Asger Ladefoged Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

58 danske boligområder er havnet på en ny liste, efter at regeringen med opbakning fra blandt andet Dansk Folkeparti, De Konservative og SF har indgået en aftale, der ifølge de politiske planer skal »forebygge parallelsamfund«.

Aftalen betyder, at ikke mindre end 100.000 personer med ikkevestlig baggrund bliver underlagt særlige krav. Ifølge Ritzau er endemålet for aftalen, at andelen af personer med ikkevestlig baggrund ikke må overstige 30 procent i boligområderne.

»Det er helt afgørende for at sikre et velfærdssamfund, hvor man møder folk, som er anderledes end en selv i hverdagen,« siger indenrigs- og boligminister Kaare Dybvad Bek (S) til Ritzau.

»Med aftalen udvides antallet af boligområder, der kan blive genstand for en særlig indsats for at sikre en blandet sammensætning. Det sker ved at fokusere på områder, der er i risikozonen for at udvikle sig til »parallelsamfund«,« siger han.

Et opgør med »skævheden«

Det er en »skævhed«, der er opstået over de seneste 20 år, som regeringen ønsker at bekæmpe, oplyser bolig- og indenrigsministeren.

Og han peger ifølge Ritzau på, at »børn, der vokser op i udsatte boligområder, får ikke de samme muligheder som børn, der vokser op andre steder«.

Der er en række velkendte punkter i den ny aftale. Personer med arbejde eller uddannelse får fortrinsret til boligerne i områderne, ligesom det også bliver muligt at godkende »strategisk nedrivning«, hvis der er ønske om »byudvikling eller omdannelse« af de 58 områder på listen.

Af de 58 boligområder, der er placeret på listen, er 13 af dem at finde i København.

Det betyder, at København med længder er den kommune, som har flest boligområder på den nye liste. De 13 boligområder i Københavns Kommune finder du herunder.

  • Lundevænget/Ryparken
  • Blågården
  • Lundtoftegade
  • Folehaven
  • Akacieparken
  • Bellahøj
  • Gadelandet/Husumgård
  • Bispeparken
  • Bispevænget mv.
  • Degnegården mv.
  • Hørgården
  • Gullandsgården mv.
  • Remisevænget