Regeringen er presset efter sammenbrud i forhandlinger: Disse restriktioner ophører på søndag

En stormfuld uge for regeringen blev i går til endnu en hovedpine for sundhedsminister Magnus Heunicke (S), der kalder det »rystende«, at partierne ikke kunne lukke en aftale om forlængelse af restriktioner. Her er de restriktioner, der nu står til at udløbe på søndag, og de restriktioner, der fortsætter ind i det nye år.

Sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke (S) kalder det »rystende«, at partierne ikke kunne nå til enighed om en forlængelse af restriktionerne efter en tumultarisk uge i dansk politik. Fold sammen
Læs mere
Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix

Torsdag aften opgav regeringen og de blå partier at nå til enighed om en forlængelse af de coronarestriktioner, der udløber på søndag.

Det sker efter længere tids pres fra oppositionen og en minksag, som i denne uge fældede fødevareminister Mogens Jensen (S).

Sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke (S) er mildest talt ikke tilfreds med, at partierne ikke har kunnet nå til enighed om en forlængelse af de gældende restriktioner.

»Jeg finder det rystende. De lande, hvor der er en sådan politisk diskussion om de sundhedsfaglige anbefalinger, klarer sig dårligst i den her pandemi, og det har vi ikke brug for i Danmark,« sagde han i går.

Følgende er de restriktioner, der ophører 22. november 2020:

  • Forsamlingsforbuddet sænkes fra 50 til ti personer. Der gælder dog visse undtagelser.
  • Forsamlingsforbuddet ved udendørs begravelser og bisættelser sænkes fra 200 til 50 personer.
  • Anbefaling om maksimalt ti personer i private hjem.
  • Anbefaling om social kontakt med maksimalt ti forskellige personer (ud over husstand/arbejde/skole/fritidsaktivitet).

Visse restriktioner gælder dog indtil begyndelsen af det nye år. Nedenstående restriktioner gælder til og med 2. januar 2021:

Forsamlinger

  • Det nuværende »store« forsamlingsforbud på 500 personer fastholdes.
  • Fortsat suspendering af Superliga- og idrætsarrangementsordning, så der maksimalt må være 500 personer til stede samtidig ved indendørs- og udendørs arrangementer, hvis betingelserne herfor er opfyldt.
  • Maksimal grænse på 50 personer for aktiviteter på socialområdet for socialt udsatte børn og unge op til 18 år med eller uden deres familier arrangeret af myndigheder, organisationer, foreninger, virksomheder eller kulturinstitutioner.
  • Maksimal grænse på 50 personer for idræts- og foreningsaktiviteter uden overnatning for børn og unge op til 21 år, inklusive evt. ansvarlige personer over 21 år, hvis dette vurderes nødvendigt for forsvarlig afholdelse af aktiviteten.

Krav om mundbind

  • Krav om brug af mundbind eller visir på sundheds- og ældreområdet samt visse dele af socialområdet.
  • Krav om brug af mundbind eller visir i visse lokaler, hvortil offentligheden har adgang, herunder detailhandlen og lokaler, hvor der udøves kultur-, sports- og fritidsaktiviteter.
  • Krav om brug af mundbind eller visir i visse lokaler på uddannelsesinstitutioner (ungdoms-, voksen- og videregående uddannelser) i visse situationer.
  • Lærere og pædagoger i grundskolen og daginstitutioner kan bære visir.
  • Fastholdelse af krav om brug af mundbind eller visir i kollektiv trafik.
  • Fastholdelse af krav om brug af mundbind eller visir på serveringssteder.

Restaurationer, natteliv mv.

  • Restauranter, barer, cafeer og lignende serveringssteder skal lukke kl. 22.00. Serveringssteder kan dog holde åbent mellem kl. 22.00 og 5.00 med henblik på at sælge takeaway.
  • Natklubber, diskoteker eller lignende skal holde lukket. Lokaler, der anvendes som spillesteder med stående publikum, skal holde lukket.
  • Serveringssteder skal skilte med, hvor mange personer der må opholde sig på stedet.
  • Serveringssteder skal have skærpet fokus på at overholde anbefalingen om en meters afstand mellem gæster.
  • Serveringssteder opfordres til at indføre frivillig registrering af gæster for at hjælpe smitteopsporingen.
  • Borgere opfordrer til at downloade smittesporingsappen Smittestop.
  • Forbud mod indtagelse af alkohol under kørsel i busser.

Detailhandlen

  • Forbud mod salg af alkohol i detailhandlen og kiosker efter kl. 22.00.
  • Butikker på over 2.000 kvadratmeter skal have synligt opsynspersonale.
  • Mindre butikker på under 2.000 kvadratmeter opfordres til at have synligt opsynspersonale.
  • Anbefaling om, at kun ét familiemedlem køber ind ad gangen.

Sociale kontakter og arrangementer

  • Anbefaling om aflysning af arrangementer, der primært har et socialt formål.
  • Anbefaling om aflysning af arrangementer med overnatning, for eksempel kolonier, lejrskoler og studieture.
  • Bryllupper, konfirmationer og lignende helt særlige mærkedage, som allerede er planlagt, kan afholdes, hvis Sundhedsstyrelsens gode råd til private arrangementer kan overholdes, men bør slutte senest kl. 22 (skal ske under iagttagelse af nye forsamlingsregler).
  • Anbefaling om, at alle byfester og lignende arrangementer aflyses.

Arbejdspladser og transport

  • Opfordring til offentlige og private arbejdsgivere om at sikre, at ansatte arbejder hjemmefra i det omfang, det er muligt og hensigtsmæssigt i forhold til arbejdet.
  • Opfordring til skærpet opmærksomhed på ikke at gå på arbejde med symptomer.
  • Opfordring til offentlige og private arbejdsgivere om at sikre, at sociale arrangementer på og i tilknytning til arbejdspladsen aflyses.
  • Opfordring til at rejse uden for myldretiden eller alternativt gå eller cykle.