Regentparret kan lide Marie

Dronningen ville ikke tale om en mulig forlovelse, men er glad på sin søns vegne og synes godt om Marie Cavallier.

Et stort udsnit af den danske presse mødte tirsdag op på prins Henriks vinslot i Frankrig med ét formål: Dronningen skulle udfrittes, om en forlovelse er på vej mellem prins Joachim og hans 32-årige franske kæreste, Marie Cavallier.

Men dronningen havde sandsynligvis på forhånd besluttet at holde tand for tunge om den potentielle nye prinsesse. For trods adskillige nyformuleringer af spørgsmålet tog dronningen ikke ordet forlovelse i sin mund.

- Jeg finder det upassende at tale om det, når min søn ikke selv er til stede, sagde dronning Margrethe.

På den anden side afviste dronningen dog på ingen måde, at en forlovelse kan være på vej, og både hun og prinsgemalen omtalte Marie Cavallier i stærke, rosende vendinger.

- Vi har begge mødt hende og synes meget godt om hende, sagde prins Henrik, og dronningen bekræftede, at hun var meget glad på prins Joachims vegne.

/ritzau/