Rederi: Sådan forløb gidselforhandlingerne

Et dokument fra rederiet Shipcraft, som Berlingske Nyhedsbureau er i besiddelse af, viser forhandlingsforløbet, der i denne uge endte med de seks gidslers løsladelse.

Dokumentet, som ifølge Shipcrafts viser, hvor meget gidseltagerne krævede i løsesum, hvor meget de blev tilbudt, og hvornår. Se pdf'er af dokumentet via links nederst i artiklen. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Rederiet Shipcraft og de somaliske pirater, der i 838 dage holdt danskerne Eddy Lopez og Søren Lyngbjørn samt fire filippinske besætningsmedlemmer fra skibet Leopard som gidsler, var i løbet af de mere end to år i kontakt med hinanden adskillige gange.

Det viser et internt dokument fra Shipcraft, som rederiet har udleveret til Berlingske Nyhedsbureau.

Dokumentet er en graf, der på en tidslinje angiveligt viser, hvad piraternes - både bekræftede og ubekræftede - krav til en løsesum har lydt på, ligesom grafen viser, hvad rederiet ifølge egne oplysninger har tilbudt piraterne i løsesum.

Shipcraft har ifølge dokumentet afgivet 18 konkrete tilbud om løsesum til piraterne. Første bud lød på under en million dollar, mens det sidste bud, som piraterne accepterede, lød på omkring syv millioner dollar (knap 40 mio. kroner).

Samtidig har de somaliske pirater stillet 12 bekræftede krav, hvilket skulle betyde, at lederen af piratgruppen har været indforstået med de fremsatte krav. Flere andre gange har Shipcraft angiveligt modtaget ubekræftede krav, som kan være stillet af andre i gruppen.

Se grafikken: Sådan gik forhandlingerne op og ned

Piraternes højeste krav kom ifølge dokumenterne omkring 1. januar 2012 og lød på 36 millioner dollar, mens deres sidste krav lød på lidt over de cirka syv millioner dollar, som Shipcraft endte med at betale i løsesum.

Det har ikke været muligt at få en kommentar til dokumentet fra Shipcrafts direktør torsdag aften, men onsdag sagde han følgende til Berlingske Nyhedsbureau om forhandlingerne med de somaliske pirater:

»Vi har hele tiden fulgt den rådgivning, vi har fået, og vi har hele tiden fulgt den finansielle strategi, der er blevet lagt op af vores rådgiver, og som de danske myndigheder har sagt god for,« sagde Claus Bech.

»Vi har afvist mange beløb, og det har jo noget at gøre med, at det er en forhandlingsproces. Vi sidder som rederi og er meget forhandlingsvante i denne branche, men når det er forhandling med kriminelle, så er der nogle andre teknikker, der gør sig gældende. Det handler ikke om at mødes på midten, og derfor har vi overladt den del til professionelle folk,« sagde han.

De seks gidsler ventes at ankomme til et hemmeligt sted i Europa torsdag aften, hvor de bliver sat i medicinsk karantæne i nogle dage, inden de kan vende hjem.