Reddet fra skud af en stålplade

En 31-årig mand slap med skrækken, da en ukendt gerningsmand skød tre gange gennem hans hoveddør i Farum. Manden havde indvendigt sat en stålplade for døren.

Det ringede på døren, og den 31-årige beboer i en lejlighed i Nygårdsterrasserne i Farum gik ud for at åbne. I entréen afslørede gulvets knirken, at han var på vej, og det fik personen, der stemte dørklokken, til at affyre en salve på tre skarpe skud gennem døren.

Til al held for beboeren havde han sat en stålplade på indersiden af døren, der opfangede skuddene, så han slap uskadt.

Scenen udspillede sig onsdag eftermiddag omkring klokken tre, men politiet har efter afhøring af manden ikke et motiv til skudepisoden.

Undersøgelser af de affyrede projektiler skal nu fastslå våbentypen, men af hensyn til efterforskningen vil politiet ikke løfte sløret for, hvilke spor der er i sagen eller om årsagen til, at den 31-årige havde pansret sin dør med en stålplade.

/ritzau/