Redder vi kloden? Fem for og fem imod

Mandag mødes repræsentanter fra næsten 200 lande i Marokko for at finde en vej ud af den globale klimatrussel. Vores videnskabsjournalist opridser de fem køligste håb og de fem hedeste farer for kloden.

Foto: Z1022/_Patrick Pleul

De fleste er enige om, at det er det 21. århundredes største udfordring.

Hvordan skruer vi, altså hele den energitørstige menneskehed, så kraftigt ned for CO2-blusset, at vi undgår at bevæge os ind i højrisikabelt og helt ukendt klimafarvand?

Fra mandag og i de følgende to uger samles ministre og forhandlere fra næsten 200 lande i den oldgamle og eventyrlige marokkanske storby Marrakesh for at følge op på sidste års historiske klimaaftale i Paris. FN-klimakonferencen COP22 er en realitet.

Forhandlingerne bliver imidlertid alt andet end eventyrlige. Snarere udmarvende og overordentligt vanskelige. For hvordan fører man Parisaftalens ambition om at holde stigningen i den globale middeltemperatur »pænt« under to grader ud i livet, når kloden ifølge videnskaben styrer mod en temperaturstigning på tre-fire grader?

Herunder skitserer vi de fem største farer og de fem bedste håb for klodens klimafremtid. For selv om truslerne tårner sig op over den verden, som vores børn og børnebørn kommer til at leve i, er der stadig grund til at bevare (en vis) optimisme.

Hede trusler

Termometeret
Den globale temperaturudvikling i de seneste par år har i den grad forbløffet klimavidenskaben. Som følge af det kraftige og naturlige klimafænomen El Niño i Stillehavet havde man ganske vist forudset mere blus under termometeret. Men intet i den retning, der blev virkelighed.

Intet kan dermed forhindre, at 2016 kommer til at slå 2015 som det varmeste år, der nogensinde er direkte målt på kloden. Samt at årets globale middeltemperatur ender oppe omkring 1,3 grader over temperaturen i slutningen af 1800-tallet. Dermed er der kun et par decimaler og sandsynligvis ret få år tilbage, før vi rammer 1,5 grader, hvilket vil være stærkt bekymrende.

På Parismødet i fjor blev klodens nationer enige om, at den globale middeltemperatur i resten af århundredet maksimalt bør stige med 2,0 grader, og at man bør stræbe efter højst 1,5 grader. Den ambitiøse 1,5 graders grænse er vedtaget af hensyn til særligt sårbare ø- og kystnationer, der risikerer at blive løbet over ende af stigende havniveau.

Ifølge klimavidenskaben risikerer vi imidlertid en temperaturstigning på uhørt risikable tre-fire grader, hvis vi ikke formår at slå CO2-bremsen helt og aldeles i inden for de nærmeste årtier.

Isen og havet
Før årtusindskiftet var den grønlandske indlandsis - verdens næststørste ismasse - i nogenlunde balance. Siden er isklumper og smeltevand begyndt at knække af og fosse ud i alarmerende mængder. Alene i årene 2011-2014 mistede Grønland omkring en billion ton is. Det svarer til en over 20 meter tyk isflage på størrelse med Danmark - tilmed is, der smelter og bidrager til, at niveauet i verdenshavene stiger med accelererende hast.

Årsagen er skræmmende: Når is, også havis, forsvinder, blotlægges mørke overflader, der suger solens varme til sig. Effekten er selvforstærkende, så i Grønland og andre arktiske områder stiger temperaturen omtrent dobbelt så hurtigt som i den øvrige verden.

Man ser endnu ikke tydeligt det samme mønster i Antarktis, der rummer verdens største ismasse. Men det er formentlig blot et spørgsmål om tid.

Kloden styrer aktuelt mod et temperaturfarvand, den ikke har befundet sig i siden forrige mellemistid, eemtiden, for godt 115.000 år siden. Dengang var temperaturen ca. tre grader højere end i dag, og havniveauet omkring seks meter højere. Beregninger viser, at omtrent to tredjedele af datidens havstigning skyldtes afsmeltning fra Antarktis. I øjeblikket styrer kloden mod en tre graders temperaturstigning. Eller mere.

Drivhusgasserne
For første gang i formentlig fire mio. år passerede Jorden i år en bekymringsvækkende milepæl. I samtlige årets måneder har atmosfæren indhold af den centrale drivhusgas CO2 ikke ligget under 400 ppm - 400 CO2-molekyler pr. mio. luftmolekyler.

Det betyder, at luftens CO2-koncentration er steget med 43 pct. siden industrialderens start, da mennesker begyndte at brænde fossile brændsler af i stadigt mere massivt omfang. Meget peger på, at det globale CO2-udslip er stagneret, men på et ekstraordinært højt niveau og uden klare tegn på et fald i sigte.

Samtidig stiger udledningerne af andre og meget potente drivhusgasser, herunder metan fra husdyr og HFC, der bl.a. bruges i køleskabe og til luftnedkøling. Det medvirker alt sammen til, at koncentrationen af drivhusgasser i atmosfæren fortsat stiger, hvilket utvivlsomt vil drive temperaturen yderligere op i årtier, ja måske i århundreder fremover.

Udledningsgabet
En af de centrale forklaringer på, at de globale CO2-udledninger ikke falder, er den økonomiske og befolkningsmæssige vækst i store udviklingslande som Indien, Kina, Indonesien og for den sags skyld i størsteparten af Afrika. Kul - den mest beskidte og CO2-udledende af samtlige fossile brændselstyper - er billig og tilgængelig i rigelige mængder, så det er stadig attraktivt for udviklingslande at investere i kulkraft som kilde til støt stigende el-produktion. På verdensplan er der over 2.000 kulkraftværker på vej - under opførelse eller planlagte.

Samtidig bliver mere end fire femtedele af menneskehedens støt stigende energihunger fortsat leveret af fossile kilder - af kul, olie og gas. Dertil kommer, at den globale kødproduktion er kraftigt voksende med tilsvarende stigninger i udledninger af metan fra især bøvsende kvæg.

Det leder kloden i retning mod en bekymringsvækkende og stadig dybere udledningskløft. Det vil sige kløften mellem virkeligheden, og hvor meget udledningerne bør falde for at holde kloden på sikker temperaturkurs.

Selv med de nuværende CO2-reduktionstilsagn fra klodens lande styrer vi mod et 2030, hvor vi ifølge FN risikerer at udlede mindst 25 pct. mere, end vi bør gøre for at holde kloden på kurs mod en temperaturstigning på maksimalt to grader.

De ubekendte
Hvis Donald Trump vinder det amerikanske præsidentvalg på tirsdag, går kloden efter alt at dømme en væsentlig mere usikker klimafremtid i møde. Senest har den klimaskeptiske republikaner truet med, at han som præsident vil bakke ud af Parisaftalen og omfordele de dollarmilliarder, som landet har lovet i klimahjælp til fattige nationer, til renovering af USAs infrastruktur. Også den noget utilregnelige filippinske machopræsident Rodrigo Duterte har truet med at forlade aftalen.

Samtidig risikerer man under de næste to ugers intense FN-klimaforhandlinger i Marrakesh at ramle ind i næsten uoverkommelige barrierer:

Hvilken mekanisme kan sikre, at de enkelte nationer rent faktisk overholder deres offentliggjorte klimatilsagn? Hvordan vil de rige lande fra 2020 finansiere 100 mia. dollar årligt i klimahjælp til fattige og særligt sårbare nationer? Hvordan får man luft- og skibsfarten, der tegner sig for stadigt større udledninger, med over i Parisaftalen? Og frem for alt: Hvordan får man nationerne til i de nærmeste årtier at love at skrue væsentligt mere ned for CO2-blusset, end de allerede har givet tilsagn om?

En global skat på kul, olie og gas har været på tale. I stedet modtager den fossile industri ifølge Den Internationale Valutafond direkte og indirekte subsidier på over 5.000 mia. dollar årligt, svarende til 60 mio. kr. hvert eneste minut døgnet rundt.

Kølige håb

Vi har gjort det før
Den historiske Parisaftale fra i fjor er i højere grad en velment hensigtserklæring end en skudsikker og videnskabelig blåstemplet klimaredningsplan for kloden. Klodens nationer blev ganske vist enige om at arbejde sammen om at holde den globale temperaturstigning "pænt" under to grader. Men med de nuværende landetilsagn om CO2-reduktioner styrer vi ifølge klimavidenskaben mod en verden, der bliver tre-fire grader varmere. Så hvorfor skal vi tro på, at det med aftalens ikrafttrædelse vil lykkes at bringe kloden på ret klimakurs?

Et godt svar er Montrealaftalen. Den blev vedtaget i FN-regi i 1987 og forpligtede 197 nationer til at udfase brugen af ozonnedbrydende CFC-gasser i køleskabe, spraydåser og luftnedkølingsanlæg. Det lykkedes og har efter alt at dømme reddet klodens biologi fra at blive svitset af stigende mængder skadelige UV-stråler fra solen. Klimaet er en langt større skude at vende.

Men befolkninger og politikere mærker i disse år de begyndende konsekvenser af klimaforandringer, hvilket må formodes at sætte ekstra skub i viljen til at droppe kul, olie og gas til fordel for grøn energi, der tilmed bliver stadig billigere.

Grøn energi stormer frem
Sidste år blev der installeret en halv million solpaneler hver eneste dag i verden, og i Kina rejste man to nye vindmøller hver eneste time døgnet rundt. Sol og vind vinder i den grad frem, og den vigtigste årsag er støt faldende priser. Målt pr. megawatttime er det i dag ofte billigere eller lige så billigt at investere i vindmøller som i kulkraft, og i løbet af få år ventes solkraft at nå samme konkurrencedygtige niveau.

Faktisk viser en opgørelse fra det internationale energiagentur IEA, at verden i 2015 nåede en opsigtsvækkende milepæl: For første gang er der nu i princippet større energikapacitet i verdens solpaneler og vindmøller end i samtlige kulkraftværker. Før man begynder at løbe jublende rundt over den grønne energis triumf, må man erindre sig, at vindmøller snurrer som vinden blæser, og at solen langt fra altid skinner på solpaneler. Målt på reel energiproduktion frem for teoretisk kapacitet er kulkraft derfor stadig langt større.

Udviklingen peger imidlertid mod en langt grønnere og grundlæggende eldrevet energiverden, og sammenholdt med innovationsevnen i et selskab som Tesla, der med bl.a. elbiler, "soltagfliser" og en enorm batterifabrik forsøger at fremskynde overgangen til det fossilfrie samfund, er der - et vist - håb for kloden.

Lande anviser klimavejen
Sverige vil være CO2-neutral i 2045. Lignende planer har man i Norge, Bhutan, Maldiverne og Costa Rica, og i Danmark har man trods let nedskruede klimaambitioner i den nuværende regering fortsat et mål om at gøre landet uafhængig af fossile brændstoffer i 2050.

Samtidig går et stigende antal storbyer og virksomheder ad den grønne klimavej. Eksempelvis arbejder Københavns Kommune mod CO2-neutralitet i 2025 (hvilket ganske vist bliver vanskeligt), og store virksomheder som Siemens, Apple og Novo Nordisk har ambitiøse mål om CO2-reduktioner. I

Danmark har vindmøller på enkelte blæsende dage dækket mere end 100 pct. af nationens elbehov, og i det ganske Tyskland var man i maj tæt på at gøre det samme med en kombination af vind og sol. Men langt vigtigere er udviklingen i Kina, der sidste år investerede større beløb i vedvarende energiformer end USA, Japan og Storbritannien tilsammen. Ja, ifølge FN investerer udviklingslande nu for første gang større beløb i grøn energi end de gamle i-lande.

Parisaftalen
Uanset hvor hullet og ukonkret, den umiddelbart tager sig ud, er den globale aftale, der blev vedtaget i Paris i fjor, det største klimahåb for kloden. Siden det banebrydende topmøde i Rio i 1992, Earth Summit, har FN med sine årlige COP-møder forsøgt at få klodens nationer til at enes om en plan for at forhindre farlige klimaforandringer.

Længe var det eneste bare moderat succesfulde resultat af de udmarvende møder Kyoto-aftalen fra 1997, der kun bandt ret få rige lande til CO2-reduktioner. Tilmed kun i en begrænset årrække. Og i 2009 fejlede Danmark spektakulært, da vi som det første COP-værtsland skulle forsøge at lande en bindende klimaaftale for alle nationer.

Efter 23 års forhandlinger lykkedes det endelig i december sidste år for franskmændene, og den er nu ratificeret af så mange lande, at den fra og med i fredags var bindende for nationerne. Nu mangler vi "bare" at se, at klodens lande ikke blot vil overholde deres CO2-tilsagn, men også skrue ambitionerne væsentligt op i årene fremover. For ellers når vi aldrig Parisaftalens mål om at holde den globale temperaturstigning "pænt" under to grader.

Kina og USA
Klodens to største CO2-udledere, Kina og USA, tegner sig tilsammen for op mod 40 pct. af de globale emissioner. Af samme årsag er det opmuntrende, at verdens to største økonomier i september ikke bare formelt tilsluttede sig Parisaftalen, men også gav hinanden præsidentielt håndslag på relativt ambitiøse klimatiltag i de nærmeste år. For USAs vedkommende med mindst 26 pct. reduktion i 2030 i forhold til 2005, mens Kina bl.a. lover at øge andelen af vind-, sol-, vand- og atomkraft til 15 pct. af energiforsyningen i 2020.

Det lyder måske ikke af frygtelig meget, men dels skal ambitionerne skrues yderligere op om få år, og dels ville Parisaftalen have været et ubrugeligt dokument uden Kinas og USAs klare støtte.