Frem til 23. april får Rasmus Paludan forbud mod at demonstrere i København, meddeler politiet tirsdag eftermiddag.
Forbuddet retter sig mod Stram Kurs, hedder det.
Tirsdag har en anden politikreds - Københavns Vestegns Politi - givet partistifteren et foreløbigt forbud, som gælder i et døgn frem til onsdag.
Det er blevet begrundet både med hensynet til den offentlige fred og med Paludans sikkerhed.
Paludan har tirsdag i øvrigt også fået forbud mod demonstrationer på Blågårds Plads og på Emblasgade i København.
Som udgangspunkt skal politiet beskytte borgere, der vil forsamle sig, står der i politiloven.
Men under visse omstændigheder kan en demonstration forbydes. Nemlig når det er nødvendigt af hensyn til den offentlige fred.
Tirsdag eftermiddag har Paludan dog gennemført en aktion i en tredje politikreds, nemlig Nordsjællands Politi. Her afbrændte han koranen.
/ritzau/