Rasmus Nordqvist stopper som politisk ordfører

Alternativets politiske ordfører, Rasmus Nordqvist, fratræder sin ordførerpost, efter at han ikke blev valgt som ny forperson for partiet.

 
Josephine Fock er ny politisk leder af Alternativet. Video: Ritzau/Scanpix

Rasmus Nordqvist stopper som poltisk ordfører i Alternativet, skriver TV2.

Beslutningen kommer efter weekendens kamp om formandsposten i Alternativet, der endte med en sejr til det forhenværende folketingsmedlem Josephine Fock.

»Det er en stor skuffelse. Jeg har lagt et meget, meget tydeligt projekt frem for medlemmerne, og man har så meget tydeligt valgt noget andet - nogle andre retninger - og det er selvfølgelig en klar skuffelse,« sagde Rasmus Nordqvist i kølvandet på nederlaget.

Spekulationer om hvem partiets arvtager skulle være har floreret i flere år, da forhenværende forperson Uffe Elbæk ad flere gange har givet udtryk for, at hans tid som leder havde en udløbsdato. Mere vind i sejlene fik spekulationerne imidlertid, efter Uffe Elbæk i midten af december sidste år meddelte, at han stopper som politisk leder.

Siden har Rasmus Nordqvists navn hørt til puljen af tænkelige kandidater, men måtte sande, at det ikke skulle være, efter røg ud i anden afstemningsrunde. Josephine Fock vandt tredje runde med 936 stemmer mod Theresa Scavenius' 668 stemmer.

Rasmus Nordqvist blev valgt ind i Folketinget for Alternativet i Sjællands Storkreds ved folketingsvalget i 2015 med 1.328 personlige stemmer.

På Facebook giver han en tak til alle, der har stemt på ham, og skriver bl.a.:

»Jeg stillede op til posten som politisk leder med et tydeligt projekt og en ny retning for Alternativet. Det som jeg mente og stadig mener ville være bedst for Alternativet og for Danmark. Det er jeg selvfølgelig ked af ikke lykkedes at skaffe den fornødne opbakning til.«

»På den baggrund vil jeg ikke optage en plads, som naturligvis altid vil kræve et tæt samarbejde med den politiske leder. Josephine skal nu have plads og mulighed for at folde sit politiske projekt for Alternativet ud.«

Det bliver et farvel til posten som politisk ordfører, men ikke en farvel til pladsen i Folketinget, skriver Rasmus Nordqvist på Facebook og siger, at han glæder sig til at fortsætte arbejde med den grønne dagsorden.

Foruden Rasmus Nordqvist trækker Leila Stockmarr sig fra hovedbestyrelsen i Alternativet, hvor hun var talsperson.

»Jeg har i går meddelt Alternativets hovedbestyrelse at jeg trækker mig som HB-medlem og som talsperson. Vil give pladsen til en som bedre kan se sig i det nye kapitel. Jeg er stadig Å-medlem og tror helt og holdent på behovet for et alternativ i dansk politik. ‬Jeg vil bruge den næste tid på at finde energi og den bedste platform til arbejde for projektet og det grønne omstilling,« skriver hun på Facebook.

Opdateres...