Rasende YouSee-kunder venter stadig på tv: Sådan er status nytårsmorgen

Foto: Torkil Adsersen

Det er aldrig for sent til en sidste skuffelse. Det måtte hovedparten af tv-udbyderen YouSees kunder lære på den hårde måde, da tv-signalet pludselig forsvandt lørdag eftermiddag og frarøvede dem muligheden for at følge med i Dronning Margrethes nytårstale.

Og når danskerne efterhånden får søvnen ud af øjnene igen efter en lang nat, vil der sandsynligvis stadig være sort skærm på tv'et.

I hvert fald er status søndag morgen klokken 7, at tv-signalet fortsat er mere eller mindre dødt for størstedelen af YouSees 1,2 millioner kunder. Det oplyser TDC's pressevagt til TV 2.

»Hovedparten er fortsat ramt af nedbrud. Vi arbejder stadig på, at de resterende kunders tv-signal kommer tilbage,« siger pressevagt Tine Gutfelt til TV 2.

Til Ritzau siger hun, at YouSee har indkaldt hele beredskabet

»Jeg er blevet informeret om, at vi udbedrer nedbruddet. Vi arbejder på højtryk. For hver time er der nogle, der vil opleve at få signalet tilbage,« siger pressevagten.

Når signalet genetableres i etaper, skyldes det ifølge Tine Gutfelt, at teknikere skal ud på hver central for at genstarte systemer.

»Det er en meget kompleks operation, vi er i gang med,« siger pressevagten.

Nedbruddet ramte omkring klokken 17 lørdag og var ikke blevet løst, da Dronning Margrethe satte sig til rette og læste op fra sin traditionsrige nytårstale klokken 18. Omkring klokken 22 fik dele af København og Viborg signalet tilbage, men resten af landet er fortsat uden signal fra YouSee.

Dog har kunder med tv-signal via kabeltv fået adgang til DR1 og TV 2, mens kunder med tv-signal via IP har været lidt heldigere og fået adgang til flere kanaler.

Den præcise årsag til nedbruddet kendes endnu ikke.

Der er hos YouSee indkaldt ekstra mandskab til kundeservice, der åbner klokken 10 søndag.