Rapport: Jordens befolkning runder 11 milliarder i 2100

Jordens befolkning vokser hurtigere end hidtil antaget, viser en ny FN-prognose. Væksten er størst i Afrika, mens europæerne bliver færre.

Foto: PIUS UTOMI EKPEI

Det er et velkendt faktum, at antallet af mennesker på Jorden vokser og vokser, men nu viser en ny FN-rapport, at befolkningstilvæksten går hurtigere end hidtil antaget.

Prognosen forudsiger, at vi i 2100 vil være 11,2 milliarder mennesker på kloden. Det er en stigning på 50 procent i forhold til det nuværende folketal på 7,3 milliarder.

Verdensbefolkningen ventes at nærme sig ti milliarder allerede i 2050. Ifølge FN-rapporten vil befolkningstallet da være 9,7 milliarder mennesker på Jorden.

Skønnene er opjusteringer i forhold til den forudgående prognose fra 2012. Det kommer dog ikke bag på lektor emeritus Hans Oluf Hansen fra Økonomisk Institut på Københavns Universitet, at befolkningen vokser hurtigere tidligere anslået.

»Udviklingen overrasker mig sådan set ikke. Fertiliteten er faldende i store dele af verdensbefolkningen, men der er en såkaldt bremselængde. Befolkningstilvæksten standser ikke fra den ene dag til den anden. Det vil tage tid, før opbremsningen for alvor giver sig udslag i befolkningsudviklingen,« siger lektoren, som har forsket i demografi, til Berlingske Nyhedsbureau.

Den globale befolkningstilvækst holdes især i gang af et boom i verdens fattige lande. Mere end halvdelen af tilvæksten frem til 2050 ventes således i Afrika, hvor 28 lande vil fordoble deres befolkningstal. En af hovedforklaringerne er ifølge Hans Oluf Hansen, at man i flere afrikanske lande ser økonomiske gevinster ved at få mange børn.

»Nogle afrikanske lande er meget fattige og teknologisk underudviklede, og i sådanne samfund kan det være økonomisk rationelt for en familie at få mange børn, fordi børnene repræsenterer en økonomisk ressource for familien. De kan arbejde og bidrage til husholdningen,« siger han.

Modsat Afrika vil befolkningstallet falde mærkbart i Europa, som er den eneste større region i verden, hvor indbyggertallet går tilbage. Fra 738 millioner europæere i dag ventes der at ske et fald til 646 millioner i 2100.

»Børnene i industrilande er ikke til megen økonomisk nytte. Det koster tværtimod forældrene mange penge at sørge for børnenes opvækst og uddannelse, så der er incitamentet til at få mange børn mindre. Desuden kan det være besværligt at få tid til en familie med mange børn, hvis man gerne vil være aktiv på arbejdsmarkedet, som mange personer i særligt de europæiske lande ønsker at være det i dag,« siger Hans Oluf Hansen.

I dag er Kina den folkerigeste nation i verden, men allerede om syv år vil Indien overtage den titel. Indiens befolkningstal ventes at stige fra nuværende 1,31 milliarder til 1,7 milliarder i 2050.