Ransagning hos benzinselskaber

Konkurrencestyrelsen har fredag morgen ransaget benzinselskabet OK og dets datterselskab DK-Benzin på mistanke om aftalte priser på benzin og diesel.

Mistanke om aftalt spil hos benzinselskaberne OK Benzin og DK-Benzin fik fredag morgen Konkurrencestyrelsen til uanmeldt at troppe op hos benzinselskaberne. Mistanken går på, at selskaberne og deres forhandlere begrænser konkurrencen ved at aftale priserne på benzin og diesel.

Økonomichef hos OK Jesper Nybo Stenager tager konkurrencemyndighedernes mistanke med sindsro.

- Vi forventer ikke, at de finder noget ureglementeret, og derfor tager vi besøget med sindsro, siger han i en pressemeddelelse.

OK er et forbrugerejet selskab og DK Benzin er dets datterselskab. Begge selskaber har stillet sig til rådighed for konkurrencemyndighederne og udleverer oplysninger og dokumenter, der kan kaste lys over, om mistanken holder stik.

/ritzau/