Rambuktyve slog til mod tankstation

En tankstation på rastepladsen Kildebjerg Nord på den fynske motorvej E20 i Vissenbjerg blev natten til mandag udsat for et rambuktyveri.

Ifølge Fyns Politi bakkede fem maskerede mænd en stjålet personbil ind gennem et vindue til tankstationen, hvorefter de stormede butikslokalet og stjal en række kasser med penge fra tankstationens kasseapparater.

De fem gerningsmændene slap ifølge politiet af sted med et »beskedent kontant beløb«.

En 19-årig kvindelige ekspedient var til stede under tyveriet. Der blev ikke fremsat trusler mod kvinden, men hun er dog »meget chokeret over hændelsen«, oplyser Fyns Politi, der modtog en overfaldsalarm fra tankstationen klokken 02.41.

Fyns Politi efterlyser den stjålne bil - en sort Citroën Berlingo med registreringsnummer XJ56856. Køretøjet blev stjålet lørdag i Pederstrup ved Ringe.

BNB