Raketregn belaster danske Irak-soldater

Mange daglige raketangreb på dansk lejr i Irak. Ingen har fået fysiske skader under angrebene, men nogle er ramt på psyken og taget hjem, oplyser tillidsmand.

Ude skal de være på vagt over for baghold, vejbomber og snigskytter. I lejren må de ofte ned på maven, når sirenen varsler det næste raketangreb.

Konstant risiko både uden for og i lejren presser de danske soldater i Irak.

- Når vi mere eller mindre har haft adskillige angreb i lejren dagligt, kan folk ikke slappe af. Det betyder, at nogle er gået ned med stress, siger fællestillidsmand for konstablerne Tom Larsen.

Antallet af angreb på den danske lejr er også steget drastisk fra omkring 10 raketter i februar til omkring 70 i maj.

Ifølge Tom Larsen er omkring 10 soldater på det nuværende hold taget tilbage til Danmark på grund af presset efter angreb i og uden for lejren.

Forsvaret ønsker ikke at oplyse årsagerne til hjemsendelserne, men antallet ligger ifølge forsvaret ikke over holdet, der tog hjem i februar.

/ritzau/