Det Kongelige Teaters store friluftsspil i Ulvedalene i Dyrehaven er tilbage. Større, flottere, endnu mere visuelt avanceret end nogensinde. Det er, som om teatret i år har besluttet sig for, at reelt teater under de betingelser, der gives teatret derude på kæmpescenen i skoven foran flere tusind tilskuere, ikke giver meget mening. Kim Fupz Aakesons historie om den kvindelige kriger, der vågner op i de nordiske guders verden, umiddelbart inden båndende mellem himmel og jord kappes, og guderne må opgive ævred, er der i hvert fald ikke meget mening at hente i. Den fungerer mest af alt som en undskyldning for at rulle hele det store teaterapparat ud; et orgie i moderne teaterteknik i kæmpeformat: Nycirkusartister, statisthære, kæmpedukker, springvand og vandkanoner, bulder og brag. Større kan det næsten ikke blive. Men heller ikke meget tommere.
Uddrag af anmeldelsen:
»Så langt, så flot. Man har det lidt, som befandt man sig i det gamle Rom og betragtede et actionpræget cirkusshow med gladiatorer og vilde dyr. Det er, i sagens natur, en forestilling, der satser mere på det ydre end det indre. Det er størrelsen, det kommer an på.«