Rævens endeligt

Mangeårig efterforskningsleder hos Rigspolitiets Rejsehold, Kurt Kragh, fortæller i bogen »At tænke som en morder« om arbejdet med opklaringen af en række spektakulære kriminalsager. Vi bringer et redigeret uddrag fra kapitlet »Den lovløse by« om mordet på »Ræven«, der satte en dansk provinsby på den anden ende.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Efter mine tre måneders indledende læretid i Kalundborg valgte Snedkeren at sende mig til Slagelse, hvor jeg sammen med en anden nyansat kriminalassistent, Peter Rosenqvist, skulle hjælpe det lokale kriminalpoliti af med en større sagspukkel.

Det var dengang, politiet havde til huse i Rytterstaldstræde tæt ved arrest- og retshuset. Vi fik tildelt et miniaturekontor i arresthuset, hvor vi forsøgte at få styr på de mange forældede sager.

Efter fire uger fik det heldigvis en ende. Jeg blev ringet op af Rejseholdets souschef, Preben Darkner, der beordrede os til at rejse til Skanderborg.

Darkner fortalte mig, at der natten mellem den 26. og 27. november 1983 havde været et opgør mellem byens borgere og en rockerbande ved navn Spids­erne. En ung mand med øgenavnet Ræven var blevet skudt, og nu ønskede kriminalpolitiet i Skanderborg Rejseholdets assistance til opklaringen.

Lettede over at slippe væk fra de trivielle sager pakkede Peter og jeg vores kufferter og rejseskrivemaskiner og kørte sammen til Skanderborg. Følelsen af at være frie fugle og køre tværs igennem landet på vej til nye spændende sager – og så med alt betalt – var overvældende.

Vi ankom til Skanderborg næsten samtidig med Kurt Pedersen og Elo Thomassen, der begge havde været i Rejseholdet i mange år. Drab var ikke deres speciale, men de havde stor erfaring med efterforskning inden for kriminelle grupper, og så var de jo de ældste og dermed også dem, der formelt var ledere af sagen.

Vi fandt frem til kriminalinspektør Orla Trangbæk og hans lille stab af lokale efterforskere.

Orla Trangbæk orienterede os om det seneste års begivenheder i Skanderborg. De havde fået et problem, der efterhånden var blevet generelt for flere mellemstore byer i Danmark. Småkriminelle unge mænd fra Skanderborg og omegn havde sluttet sig sammen og dannet en rockergruppe ved navn Spids­erne. Det var der for så vidt ikke noget usædvanligt i, men i modsætning til kriminelle grupper andre steder i landet, der opførte sig forholdsvis upåfaldende, havde Spidserne valgt at udøve selvjustits i byen. De terroriserede dagligt ikke bare byens borgere, men også politiet, hvilket var helt usædvanligt.

Hvis de følte, at enkelte politifolk kom for tæt på, kørte de ud til deres privatadresser og truede politimanden og hans familie med repressalier.

I håbet om at få Spidserne til at falde til ro havde borgmester Ejnar Jacobsen måske lidt naivt valgt at forære gruppen Ladegården – en nedlagt landejendom, der lå i udkanten af byen. Det vakte stor undren, men også vrede hos byens øvrige borgere – især de lovlydige foreninger, der forgæves havde knoklet i årevis for at skaffe sig et klubhus. Spidserne faldt dog på ingen måde til ro. Tværtimod øgede de den daglige terror mod byens uskyldige borgere. Og politiet turde stadig ikke gøre noget effektivt for at sætte en stopper for det.

Lørdag den 26. november eksploderede det hele. Spidserne havde gennemført en magtdemonstration på Støvlen – et af byens mest besøgte værtshuse. Efterfølgende havde der været et veritabelt slag ude ved Ladegården, hvor Ræven var blevet skudt og dræbt af Spidserne. Jeg var forundret. Hvordan kunne det komme så langt, at politiet måtte bøje nakken for en gruppe kriminelle banditter?

Der var mange gæster på Støvlen, da vi satte os ved et bord og begyndte at afhøre. Det var almindelige borgere fra alle samfundslag, der mødtes til en øl eller to efter arbejdstid. Stemningen var stadig præget af frustrationer og vrede mod Spidserne, men også mod ordenspolitiet og kommunen, som de ikke mente gjorde deres arbejde godt nok. Derfor havde man heller ikke noget imod at fortælle os, hvad der var sket.

Lørdag aften den 26. november havde værtshuset været fyldt med weekendglade gæster. Uden varsel var indgangsdøren i bedste westernstil blevet nærmest sparket op, og tre medlemmer fra Spidserne var marcheret ind i restaurationslokalet. Den ene med et oversavet jagtgevær i hænderne, og de to andre bevæbnet med jernstænger. Snakken forstummede, og al opmærksomhed blev rettet mod de tre.

Det var tydeligt, at de søgte en bestemt person. De stod stille midt på gulvet og så søgende rundt i lokalet, indtil de havde spottet ham, det hele åbenbart handlede om: Ræven, et frafaldet medlem af Spidserne.

Uden at tage hensyn til de øvrige ved bordet, hvor Ræven sad, kastede de sig over ham og tævede løs med jernstængerne, til han lå blødende og bevidstløs på gulvet. For at pointere over for de øvrige cirka halvtreds gæster i værtshuset, hvem der bestemte i byen, affyrede ham med jagtgeværet et skud op i loftet. Straffeaktionen og magtdemonstrationen var slut, og de marcherede ud af døren. Der gik lang tid – for lang tid – inden politiet kom.

Chokket var begyndt at fortage sig, da to uniformerede betjente kom ind på Støvlen. Gæsterne fortalte i munden på hinanden, hvad der var sket, og også, hvem det var der havde tævet Ræven med jernstænger og affyret skuddet op i loftet.

Men til de flestes store forbløffelse kiggede betjentene blot op på hullet i loftet, tog nogle notater, trak på skuldrene og kørte igen. Stemningen blandt gæsterne begyndte at koge. Flere begyndte at råbe og hidse de andre gæster op. Nu måtte der gøres noget. Politiet ville eller turde tydeligvis ikke.

I løbet af nogle minutter havde ophidselsen og hævnfølelsen fået overtaget. Nu var det nok. Der var opstået det mest uhyggelige, som kan ske blandt mennesker, når deres retsbevidsthed bliver krænket i tilstrækkelig grad. De ville tage loven i egen hånd og gøre det, enhver kunne se burde gøres. Der var lynchstemning.

Inden for det næste kvarter blev der hentet jagtgeværer, knive og slagvåben. Andre gik i gang med at fabrikere brandbomber i form af flasker med benzin og væge. Taxier og privatbiler blev kørt frem foran værtshuset, og arsenalet af våben og brandbomber blev læsset ind i bilerne.

Den brogede forsamling, der mest af alt mindede om et bondeoprør fra middelalderen, bevægede sig kørende og gående i retning af Ladegården. Der var krig.

Et rent slag blev indledt. Spidserne skulle ud. Byens ophidsede borgere angreb frontalt og massivt, og bandemedlemmerne flygtede til alle sider, mens de forsøgte at forsvare sig. Da røgen havde lagt sig, var mange kommet til skade, og Ræven blev fundet liggende død i noget buskads. Han var blevet tævet, ramt af flere knivstik og dræbt af skud i hjertet fra et 9 mm skydevåben.

Vi var ikke i tvivl om, at gerningsmanden skulle findes blandt Spidserne.

Sammen med de lokale efterforskere fik vi i løbet af en uges tid nogenlunde styr på hændelserne og persongalleriet. I modsætning til de lokale, der begyndte arbejdsdagen klokken 8.00 og sluttede den klokken 16.00, var Rejseholdets arbejdstid tilrettet sådan, at vi først mødte klokken 9.00 og sluttede dagen hen på aftenen, hvor vi mødtes på Slotskroen til dagens ret. Vi skulle jo ikke hjem til kone, børn og forældremøder.

Det indebar naturligvis, at vi havde mere tid til at fordybe os, og derfor altid var fuldt opdateret på sagen. Vi forsøgte at holde fokus på, at det vi skulle opklare, var drabet på Ræven, og så se lidt igennem fingre med det andet, der var sket.

Det var svært ikke at lade sig påvirke af, at man følte sympati med de lokale, der bare havde fået nok. Selvfølgelig var det forkert, at de tog loven i egen hånd, men hvordan ville man selv have reageret, hvis man gennem flere år var blevet terroriseret af en flok kriminelle banditter, uden ordensmagten skred ind?

Efter en uges tid besluttede vi at slå til og anholde tre medlemmer af Spidserne. Retten i Skanderborg, der vidste alt om gruppens terror af byens borgere, var ikke i tvivl. De tre blev varetægtsfængslet i fire uger.

Den såkaldte arrestantpleje gik i gang. Kontakten til omverdenen skulle gå gennem os. Det var en effektiv måde at komme ind bag facaden af denne frygtede gruppe.

Det gik hurtigt op for os, at det på ingen måde var det, man forstår ved en organiseret kriminel gruppe. Det var mere en flok utilpassede drenge, der havde fået alt for lang snor af ordensmagten.

Sammen med en lokal kollega fik jeg tildelt opgaven at skulle afhøre og arrestantpleje den 23-årige Monte, som vi mistænkte for at have afgivet det dræbende skud. Han var ikke specielt snu, men bare en fræk småkriminel, som troede, at han var enehersker over Skanderborg. Derfor var det heller ikke særlig svært at få ham til at erkende, at det var ham, der havde skudt. I starten var han nærmest stolt af det, men hans forsvarer fik ham talt til fornuft. Det var nok klogest at forklare, at det var et uheld.

Så Montes endelige forklaring lød på, at Ræven ikke skulle have været skudt, men blot skræmt. Ligesom man havde gjort tidligere på dagen på Støvlen, hvor de havde skudt op i loftet.

Monte havde været på Ladegården, da de blev angrebet af de vrede borgere i byen. Da han flygtede sammen med resten af Spidserne, fik han øje på Ræven.

Ræven fik også øje på dem og forsøgte at løbe fra dem, men han haltede og var tydeligt mærket af de bank, de tidligere havde givet ham på Støvlen. Han blev indhentet og fik tæv igen og endte forslået i nogle buske, hvor han lå og ømmede sig. Monte ville give ham en sidste advarsel ved at skyde i jorden ved siden af ham. Uheldigvis kom han til at ramme ham med et skud i hjertet.

Selv om vi var overbeviste om, at det ikke var et uheld, og at dommeren ville dømme ham for overlagt drab, så kunne vi lige så godt forsøge at få hans drabshensigt lagt helt fast.

En dag var jeg ude for at afhøre et af de øvrige medlemmer af Spidserne, der havde været på Ladegården, da den blev angrebet. Vi stod uden for Ladegården og snakkede afslappet om det store slag.

Jeg bemærkede tilfældigt, at et lille, rundt, seksdelt vindue helt oppe i gavlen af en ladebygning var uden glas. Da jeg spurgte til det manglende glas, fortalte han mig, at det var Monte, der havde skudt glasset ud med en pistol.

De havde for et par måneder siden stået nogle stykker fra gruppen og skudt med en pistol efter det sidste intakte af de seks glas i vinduet, men kunne ikke ramme. Monte var kommet forbi og havde hånet dem for deres manglende skydefærdighed. Han tog pistolen fra dem, og med strakt arm affyrede han et enkelt skud. Det sidste stykke glas splintredes.

Så Monte kunne altså skyde – og ramme. Spørgsmålet var bare, om hans skydefærdighed var en tilfældighed.

Vi kontaktede formanden for den lokale skytteforening. Han kendte skam godt Monte, der havde været medlem af foreningen, og han havde været en rigtig god skytte.

Dagen efter hentede vi Monte i arresten og indledte en hyggesnak med ham. Henkastet fortalte jeg ham, at jeg havde været ude på Ladegården. Her havde jeg mødt nogle af hans venner, der fortalte mig om dengang, han skød glasset i gavlen ud med ét skud.

Han fangede ikke den simple fælde og gik direkte i. Han smilede overlegent og bekræftede historien.

Monte blev året efter dømt for drab og fik ti års fængsel. De to andre fik kun nogle få års fængsel for vold.