Radikaliseret i fængslet

Attentatet på Charlie Hebdo var endnu et eksempel på, at radikaliseringen af unge i fængslerne, lyder advarslen fra eksperter. Men i Europa er der forskellige svar på løsningen. I Frankrig vil man sætte yderligere 60 imamer ind i kampen om de muslimske indsattes sjæle.

Herover ses fotos fra fransk politi af de to brødre, Cherif Kouachi (t.v.) og Said Kouachi, fra terrorangrebet på satiremagasinet Charlie Hebdo i Paris. Øverst ses gården i Fleury-Merogis-fængslet nær Paris, hvor der angiveligt finder en radikalisering sted af de unge indsatte. Foto: Reuters Fold sammen
Læs mere

PARIS/BERLIN: Diskussionen er ophidset. Gruppen af nordafrikanske immigranter, der er mødt op på Place de la République forud for den store demonstration mod Charlie Hebdo-massakren, tilhører tydeligvis rivaliserende lejre inden for Frankrigs store muslimske befolkningsgruppe. Men da en ældre algerisk dame tager ordet, bliver der pludselig stille. Hun fortæller med grådkvalt stemme om 1990ernes bestialske borgerkrig i sit hjemland og om, hvordan det dengang lykkedes for islamisterne at fordreje hovedet på tusindvis af religiøst forvirrede unge.

»Vi må ikke lade det samme gentage sig her. Vi er nødt til at sætte ind over for hjernevasken af vores børn og børnebørn,« siger hun, mens der nikkes samtykkende i mængden.

Så godt som alle de muslimer, Berlingske havde mulighed for at tale med i dagene efter terroranslaget i den franske hovedstad, delte bekymringen. Flere havde oplevet, hvordan venner og bekendte var forsvundet ind i en verden af sort had og lysegrønne drømme om martyrium, og de så en spirituel modoffensiv som den vigtigste front i Frankrigs kamp mod jihadisme. En offensiv, der ikke mindst er deres eget ansvar, men som samtidig kræver handling fra myndighederne. For den afgørende radikalisering finder ofte sted i fængslerne.

Chérif Kouachi – den ene af brødrene bag massakren på Charlie Hebdo – er et skræmmende godt eksempel. Hans interesse for sagen blev ganske vist vakt af et netværk i nærområdet. Men da det blev optrævlet, var han – ifølge sin forsvarsadvokat – blot »en forvirret knægt og en taberaspirant«, der virkede lettet over, at anholdelsen havde forpurret hans planer om at rejse til Irak.

Det var i fængslet, han under indflydelse fra medfanger udviklede sig til en forbenet islamist, der i forbindelse med senere efterforskning hverken var til at hugge eller stikke i. En radikalisering, som måske kunne være undgået, hvis han ikke havde været i kontakt med mere erfarne jihadister eller hvis en anden religiøs autoritet havde udfordret deres uforsonlige udlægning af islam.

En oprustning af indsatsen i de franske fængsler var blandt hovedpunkterne, da premierminister Manuel Valls i sidste uge præsenterede en omfattende terrorpakke. Og Frankrig er langt fra det eneste europæiske land, der begynder at få øjnene op for truslen fra fængslerne. Også den tyske indlandsefterretningstjeneste løfter en advarende pegefinger.

»I Tyskland er det ikke anderledes end i Frankrig og i mange andre vesteuropæiske lande, også her radikaliserer unge mennesker sig i straffeanstalter,« sagde direktøren for Verfassungsschutz, Hans-Georg Maßen, på et pressemøde i sidste uge i Berlin.

De tyske tal i kampen mod ekstrem islam afslører en trussel, som landet ikke synes synderligt godt forberedt på. Der kører i øjeblikket flere end 300 sager mod formodede islamistisk motiverede lovovertrædere. Det betyder, at de tyske fængsler i de kommende år kan vente mange indsatte med radikaliserende potentiale. Og unge, rodløse småkriminelle med muslimsk baggrund udgør en ideel hvervekreds for ekstremister, advarer Thomas Mücke, der leder organisationen Violence Prevention Network.

»Vi får flere overbeviste salafister i straffeanstalterne, og de vil handle. Det må man indstille sig på. Ellers bliver problemet, at én ekstremist kommer ind, og seks kommer ud,« siger Thomas Mücke til Berlingske.

Men hvad kan man gøre ved det? Frankrig vil som led i regeringens terrorpakke opnormere antallet af fængselsimamer med 60, så det kommer op på 242. Der er ganske vist stadig over dobbelt så mange katolske præster, selv om fanger med muslimsk baggrund er i overtal i de franske fængsler. Men det er et vigtigt skridt i den rigtige retning, vurderer sociologen Ouisa Kies, der leder et forskningsprojekt om radikalisering for fængselsvæsenet.

»Alene den kendsgerning, at flere muslimske fanger fremover kan deltage i bøn ledet af en imam, er positivt, fordi det gør op med en udbredt og for jihadisterne nyttig ide om, at deres tro bliver diskrimineret,« siger hun til Berlingske og fortsætter:

»I forhold til en mere målrettet kamp mod radikalisering kan imamerne også spille en rolle, men kun hvis vi samtidig styrker efterretningsvæsenet og den sociale indsats i fængslerne. Det er også vigtigt at skabe ordnede ansættelsesforhold, der kan tiltrække unge. For øjeblikket tilhører fængselsimamerne især en forældregeneration, der ikke altid er i øjenhøjde med fangernes islamopfattelse.«

I det omfang, altså, at de overhovedet har nogen. For ofte har unge fanger med muslimske rødder intet kendskab til deres religion, forklarer Thomas Mücke fra tyske Violence Prevention Network.

»Når de så fra en ekstremist for første gang får at vide, hvad deres religion er, og han fremstiller den meget anderledes, end den virkelig er, for det handler jo om politisk ekstremisme, så kan de ikke vægre sig imod det. Hvis de har kendskab til deres religion, kan de lettere sige: Vent, det er jeres sag, men det har ikke noget med min religiøse identitet at gøre. Det er meget vigtigt. Vores program har vist, at det hjælper at styrke den unge mand til ikke at lade sig påvirke af den slags ekstremister,« siger Thomas Mücke.

Til det formål har Violence Prevention Network mange muslimske medarbejdere, forklarer lederen, der selv er ateist.

»Jeg får naturligvis ikke med det samme adgang, for det unge menneske er fuldkommen besluttet i sit fjendebillede. En kollega, der ikke bare er islamekspert, men selv har en muslimsk identitet, har selvfølgelig helt andre muligheder,« siger Thomas Mücke.

Også Tyskland gør i mindre omfang brug af fængselsimamer. I Wiesbaden har den 46-årige muslimske konvertit Husamuddin Meyer siden 2008 været ansat – ved siden af to fængselspræster. Han har ni timer om ugen. Lederen af det lokale fængselsvæsen, Hadmut Jung-Silberreis, fortæller den lokale avis Wiesbadener Kourier, at det var Meyer, der for seks år siden advarede dem om »problemet med salafismen«. Den høje, brede tysker med kjortel og vandrestok efterlyser flere fuldtidsimamer i fængslerne.

Men ifølge Thomas Mücke er det ikke så enkelt. Det kan være svært at finde egnede muslimske sjælesørgere, siger han. Alle kan kalde sig imam, men hvem er de? Der er samtidig ikke tradition for, at imamer fungerer som sjælesørgere på samme måde som kristne præster.

I forhold til at samarbejde med offentlige forebyggelsesprogrammer har de store muslimske organisationer været afvisende, men det er heldigvis ved at ændre sig, siger Burkhard Freier, der er leder af efterretningstjenesten i delstaten Nordrhein-Westfalen, til avisen Die Welt. Nogen mener, at unge salafister ikke vil lytte til »almindelige« imamer. Det kan være et problem, men ikke uløseligt, mener han.

Ifølge Thomas Mücke er hovedproblemet i de tyske fængsler mangel på kontinuitet og en samlet struktur. Der er ikke længere nogen berøringsangst hos myndighederne over for at samarbejde med muslimer, siger han. Selvom der er debat om religionens rolle i forhold til terrorister, har Tyskland konkluderet, at man ikke kan bekæmpe islamismen uden islam.

Andre, især konservative stemmer i debatten, kræver desuden mere håndfaste midler taget i brug. Også dem har den franske regering lyttet til i forbindelse med sin terrorpakke, der udvider et forsøg med at isolere jihadister i særlige afsnit til at omfatte en række fængsler. Ideen er, at man på den måde kan forhindre dem i at sprede deres hadefulde budskab blandt medfangerne. Men en række eksperter advarer mod farlige bivirkninger ved den umiddelbart besnærende lette løsning. Ikke mindst i forhold til hjemvendte hellige krigere.

Sociologen Fahrad Khosrokhavar, der er tilknyttet det franske socialforskningsinstitut EHESS, deler dem op i tre grupper. For den første har kamphandlinger blot bekræftet jihadisterne i deres tro. Den anden består af de skuffede, der er chokerede over mødet med en brutal og ofte korrupt verden langt fra deres idealer, mens en tredje og stor gruppe udgøres af de traumatiserede.

»Hvis vi isolerer de tre grupper sammen, er der stor risiko for, at de overbeviste genvinder resten for sagen. De skal skilles ad, men problemet er, at det ikke er let at finde ud af, hvem der er hvem,« siger Khosrokhavar til Le Monde og nævner britiske og aarhusianske forsøg med afradikalisering som langt mere effektive over for jihadister, der ikke tilhører den hårde kerne.

Også i Tyskland er der fortalere for isolering, men Thomas Mücke ryster på hovedet ad den franske regerings planer. Tyskland har to gange tidligere opleveret radikalisering, som til dels udspillede sig i fængsler. I 1970erne og 1980erne med den venstreorienterede terrororganisation RAF og i 1990erne med det nynazistiske miljø i det tidligere DDR. I begge situationer forsøgte myndighederne sig med at isolere radikale fanger. På den baggrund kalder Thomas Mücke de franske planer for »fatale«. Erfaringen med at placere højreekstremister i særlige huse var, at de radikaliserede hinanden yderligere, siger han.

»Hvis jihadisterne ser sig selv som politiske fanger, er det en tidsindstillet bombe. Andre muslimske fanger vil sige: Se, de tror, de må holde os på afstand,« siger Thomas Mücke og advarer:

»Det kommer til at give bagslag.«