Radikale skal stemme om ny spidskandidat i København

De Radikale i København finder først deres nye spidskandidat fredag, skriver partiet på sin hjemmeside.

Foto: Kasper Palsnov. Anna Mee Allerslevs afløser som leder for partiet i København, Tommy Petersen, ytrede tidligere onsdag, at han gerne vil være de Radikales spidskandidat ved kommunalvalget. Fredag skal partiet stemme om det.
Læs mere
Fold sammen

Medlemmer af De Radikale i København skal stemme om en ny spidskandidat. Det sker fredag, oplyser partiet på sin hjemmeside.

Partiet står uden spidskandidat efter Anna Mee Allerslev tidligere onsdag trak sig fra alle politiske poster. Det skete efter lang tids kritik af hende.

Onsdag aften har forretningsudvalget i Hovedstadens Radikale Venstre besluttet ikke selv at pege på en ny spidskandidat.

I stedet indkaldes der til medlemsmøde fredag klokken 17.

»Mødet er kun for medlemmer. Pressen vil få mulighed for at møde den nye spidskandidat umiddelbart derefter,« skriver De Radikale i København på hjemmesiden.

Første næstformand for Radikale Venstre i København Anne Eskildsen oplyser, at kandidater på partiets liste alle har mulighed for at byde ind som spidskandidater. Det skal de gøre inde torsdag formiddag.

Fredag vil kandidaterne så kunne fortælle de fremmødte partimedlemmer, hvorfor de føler, at de skal være spidskandidater. Herefter vil der blive stemt.

Stedet for mødet er endnu ikke fastlagt.

Nummer to på partiets opstillingsliste til det kommende kommunalvalg, Tommy Petersen, har allerede meldt ud, at han vil stille op som spidskandidat.

/ritzau/