Radikale kræver ny redegørelse fra Rigspolitiet efter trusler mod minkavlere: »Det er kun i en politistat, politiet kan lave deres egne regler«

Rigspolitichefen har undskyldt og beklaget, men er ikke kommet med svar på, hvorfor betjente blev instrueret i på ulovlig vis at presse minkavlere med raske besætninger til at aflive deres dyr. Radikale Venstres retsordfører, Kristian Hegaard, har bedt rigspolitichefen om en redegørelse og kaldt justitsministeren i samråd.

Flere partier vil have Rigspolitiets rolle i sagen om den ulovlige aflivning af mink undersøgt. Rigspolitichef Thorkild Fogde beklager forløbet og undskylder. Fold sammen
Læs mere
Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix

Kristian Hegaard er mildt sagt ikke tilfreds.

»Det er under al kritik, at politiet, som jo til daglig skal sørge for, at borgerne overholder loven, ikke gør det selv,« siger Radikale Venstres retsordfører:

»Det her er en kæmpe skandale. Det er kun i en politistat, politiet kan lave deres egne regler. Den går ikke i en retsstat.«

Torsdag aften stillede rigspolitichef Thorkild Fogde op til interview i nærmest samtlige landets medier og beklagede og undskyldte.

Det var »en fejl«, sagde rigspolitichefen, at betjente på ulovlig vis blev instrueret i at presse minkavlere med raske besætninger til at aflive deres dyr, selv om Rigspolitiet tre gange af Justitsministeriet og Fødevarestyrelsen ifølge en redegørelse til Folketinget forinden var blevet gjort opmærksom på, at der ikke var hjemmel til det i loven.

Rigspolitichefen ville dog ikke svare på, hvordan fejlen er sket, hvem der begik den, eller om det vil få konsekvenser.

»Når vi begår fejl, skal vi redegøre for dem. Og derfor er jeg ked af, at denne sag sætter berettiget tvivl til, om man kan have tillid til politiet,« sagde Thorkild Fogde til Berlingske:

»Præcis hvordan fejlen er opstået, må vi i givet fald redegøre for i et senere forløb.«

Rigspolitiet oplyste i den forbindelse, at det endnu ikke er besluttet, om Rigspolitiets »fejl« skal undersøges nærmere.

Men selvfølgelig skal den det, mener flere partier i Folketinget.

»Vi er nødt til at få fuldstændigt på plads, hvad der egentlig er sket. Det går selvfølgelig ikke, at politiet udsteder en ulovlig ordre og truer minkavlere med, at hvis ikke de gør sådan og sådan, så kommer politiet,« siger Kristian Hegaard, som har kaldt justitsminister Nick Hækkerup (S) i samråd og stillet en byge af spørgsmål til sagen i Folketinget.

»Hvordan har udarbejdelsen af de her actioncards (talepapir med sætninger, som politifolkene kunne bruge, når de ringede til minkavlerne, red.) og manualer fundet sted? Var nogen i Rigspolitiet, som var med til at lave dem, bekendt med, at det var ulovligt? Hvem initierede, at det her skulle være sådan nogle åbenlyst ulovlige actioncards? Det er vi nødt til at få fuldstændig på plads,« siger Kristian Hegaard:

»Vi har lært fra barnsben, at man skal gøre, hvad politiet siger. Derfor kan jeg kun tænke: stakkels minkavlere, der er blevet ringet op af politiet, som truer på ulovlig vis. Det går ikke.«

V og DF: Fejlen ligger hos justitsministeren

Retsordførere fra Venstre og Dansk Folkeparti mener, at ansvaret i sidste ende ligger hos justitsminister Nick Hækkerup (S), som har det øverste ansvar for politiet.

»Nick Hækkerup må forklare, hvordan det her kan lade sig gøre. Hvem der har givet hvilke ordrer, og hvordan forløbet har set ud,« siger retsordfører Peter Skaarup (DF).

Også Venstres Inger Støjberg har en stribe spørgsmål til ministeren.

»Vi skal have undersøgt det her til bunds, fordi det er fuldstændigt uholdbart, hvis man ikke kan stole på politiet. I sidste ende peger pilen på justitsministeren,« siger hun.

Partierne i blå blok vil have nedsat en kommission, hvor der foretages afhøringer under vidneansvar, til at komme til bunds i hele forløbet om aflivning af mink og nu også politiets rolle. Men det kræver politisk flertal.

Rød blok vil have en advokatundersøgelse til at granske sagen. Enhedslistens retsordfører, Rosa Lund, vil have Rigspolitiets rolle i sagen med i advokatundersøgelsen.