Rådhuspladsen var fuld af krudt, politik og musik

Danske soldater fik en varm velkomst på Københavns Rådhusplads, hvor de blev hyldet med taler og fyrværkeri.

Afghanistan hold 13 marcherede onsdag fra Livgardens Kaserne i Gothersgade til Rådhuspladsen, hvor de blev modtaget med fyrværkeri og taler. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det lød som skud fra et automatvåben uden lyddæmper, og det glimtede og buldrede over Rådhuspladsen ved frokosttid. I vindtætte jakker stod folk stiltiende og så på, mens hunde gøede.

Fyrværkeriet var til ære for de omkring seks hundrede soldater fra Hold 13, der netop er hjemvendt fra Afghanistan efter et halvt år.

For fuld musik havde de netop marcheret gennem byen fra Livgardens Kaserne til Rådhuspladsen. Her stillede de sig med rank ryk på rad og række og dannede en hul rektangel til klapsalver, jubel og skue for en fyldt Rådhusplads med et ophejst Dannebrog fra en høj kran.

- Kære soldater. Jeg sender på Folketingets vegne en hilsen til jer. I har til fulde løst jeres opgave og mission i Afghanistan, sagde udenrigsordfører Søren Espersen (DF), som holdt den første tale.

Han takkede soldaternes for at have sat livet på spil og understregede, hvad soldaterne har kæmpet for.

- Herhjemme har vi rigtig meget at være jer taknemmelige for. Jeg taler for alle, der er til stede, når jeg siger, at vi er for folkestyre, at alle kan færdes i frihed, at vi kan skrive og ytre, hvad vi vil, og at vi også frem over kan sige, at vi er herre i eget hus. Tak for jeres indsats og tak fordi I er hjemme igen, sagde Søren Espersen.

Markant udvikling

Overborgmester i København Frank Jensen (S) bød også soldaterne velkommen hjem.

- Kære hold 13, kære pårørende, kære københavnere. For første gang i fem år er et hold soldater kommet hjem fra Afghanistan uden at have mistet gode soldater i kamphandlinger eller til vejsidebomber. Så det er min største fornøjelse, at jeg kan byde lige så mange soldater velkommen hjem, som vi sendte af sted, sagde han.

Han slog fast, at krigen i Afghanistan har været en stor succes, at soldaterne skal være stolte over deres engagement, og at de store tab, hold 9 led for over to år siden, ikke har været forgæves.

- Her to år efter er børnedødeligheden faldet på grund af læger, vacciner og hospitaler, 8,1 millioner børn er kommet i skole, fordi 4500 skoler er blevet åbnet, og fordi 20.000 lærere er blevet efteruddannet. Væksten stiger og opiumsproduktionen falder. I det hele taget er Afghanistan på rette vej, sagde overborgmesteren.

Begejstrede soldater

Blandt soldaternes på Rådhuspladsen var der stor tilfredshed med fejringen og talerne.

- Gåturen gennem København var en overvældende oplevelse, og jeg tror, de fleste soldater er overvældede over modtagelsen. Begge taler var gode og tankevækkende, og specielt Frank Jensens parallel om, at der kun gik to år, til der var fremgang, betyder noget. På hold 13 var der to gengangere fra tidligere hold, og de kunne meget tydeligt se udviklingen i Afghanistan, siger Jens Lindvig, oberstløjtnant i flyvevåbnet. Han har været udsendt tre gang, og alt i alt lidt over et år.

I alt er 36 soldater faldet i Afghanistan, og siden januar 2010 er 30 blevet hårdt såret som følge af fjendtlige angreb.