Rådhuspladsen afspærres nytårsaften

De høje smittetal i Hovedstadsområdet medfører nu, at Rådhuspladsen helt bliver lukket for almindelig adgang nytårsaften. Det skriver Københavns Politi i en pressemeddelelse.

Rådhuspladsen afspærres nytårsaften. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jeppe Bjørn Vejlø

Rådhuspladsen i København er traditionelt samlingspunktet for mange danskere nytårsaften, men ikke i år.

Som led i den igangværende indsats med at begrænse coronasmitten i Hovedstadsområdet har Københavns Kommune efter dialog med Københavns Politi besluttet at indhegne det meste af Rådhuspladsen.

Det skriver Københavns Politi i en pressemeddelelse.

Indhegningen betyder, at der nytårsaften ikke vil være adgang til væsentlige dele af Rådhuspladsen.

»Den nuværende situation med høje smittetal er meget alvorlig, og det er i det lys, at Københavns Kommune på vores opfordring sætter et hegn op rundt om det meste af Rådhuspladsen for at undgå, at alt for mange samles omkring fejring af indgangen til 2021. I år skal vi ikke kun holde afstand til fyrværkeriet, men også til hinanden,« siger chefpolitiinspektør for Københavns Politi Jørgen Bergen Skov.

Hegnet vil allerede blive sat op i løbet af den 30. december. Pladsen vil blive spærret helt af fra den 31. december kl. 16.00 til 1. januar kl. 9.30. I det tidsrum vil det altså ikke være muligt at opholde sig på den indhegnede del af pladsen.

Det vil fortsat være muligt at krydse pladsen til fods og på cykel via en passage. Der er også stadig adgang til metrostationen på pladsen.

Hvis man forcerer hegnet og går ind på Rådhuspladsen, kan det udløse en bøde.

»Det er afgørende, at alle tager ansvar og husker de gode vaner med at holde afstand og ikke samler sig for mange på det samme sted. Det gælder ikke kun på Rådhuspladsen, men også alle andre steder i byen, hvor forsamlingsloftet på ti personer skal tages bogstaveligt. Vi kommer til at være massivt til stede i hele byen, så vores betjente kan bidrage til, at der holdes afstand og tages hensyn, både i forhold til smittefare og fyrværkeri,« siger chefpolitiinspektør Jørgen Bergen Skov.