R vil indføre kønsneutrale ægteskab

Homoseksuelle skal have samme rettigheder som andre ægtepar. Derfor skal ægteskabslovgivningen gøres kønsneutral. Det mener Radikale Venstre.

I dag har et homoseksuelt par ikke samme rettigheder som andre par, og det er diskriminerende, mener Lone Dybkjær.

»Det er jo sådan i dag, at det er kun er en han og en hun, der kan blive gift. Et kønsneutralt ægteskab vil give homoseksuelle de samme muligheder som andre ægtepar. I praksis betyder det jo så, at homoseksuelle par kan få mulighed for at adoptere og blive viet i kirken.«

Sådan lyder det fra de radikales ligestillingsordfører Lone Dybkjær, der mener, at det er vigtigt, at Danmark igen sætter sig i førersædet når det gælder homoseksuelles rettigheder.

»I 1989, da Danmark gav homoseksuelle mulighed for at leve i et registreret partnerskab, gik vi foran rigtig mange andre lande. Men det kønsneutrale ægteskab eksisterer allerede i Spanien og Sydafrika, og så må det være på høje tid, at Danmark kommer med på denne front også.«