R: Velfærdsaftale bør genåbnes

De Radikale vil ligesom De Konservative have en dagpengereform.

En reform af dagpengesystemet er så vigtig, at regeringen bør genåbne forhandlingerne om velfærdsaftalen, hvor dagpenge-systemet indgår.

Det er beskeden fra Det Radikale Venstre, der som et af de få partier i Folketinget støtter De Konservatives ønske om en reform af dagpengemodellen.

- Det bedste ville være, hvis vi kunne samle kredsen af partier bag velfærdsaftalen og drøfte den nye situation, hvor ledigheden er under fire procent. Der må gøres noget ekstra for at udbyde arbejdskraft. Det er ikke nødvendigvis nok, det vi har gjort med velfærdsforliget. Derfor vil jeg opfordre regeringen til at indkalde partierne til fornyede drøftelser, siger De Radikales arbejdsmarkedsordfører, Elisabeth Geday, til Ritzau.

Hun er glad for De Konservatives forslag, men ønsker en dagpengereform, der er en smule anderledes end De Konservatives.

R vil ikke sænke satserne med 10 procent om året, men vil hellere udbetale en større pose penge de første tre måneder, så flere får lyst til at forsikre sig mod ledighed.

Til gengæld skal den samlede dagpengeperiode afkortes, hvis det står til De Radikale.

- Vi vil hæve dagpengene markant de første tre måneder for et ekstra kontingent. Men det er ikke meningen, at folk skal gå ledige i flere år i en situation, hvor der er så stor mangel på arbejdskraft. Derfor vil vi hellere have en kortere dagpengeperiode, siger Elisabeth Geday.

/ritzau/