R-kandidat lægger luft til Fogh

Radikalt folketingskandidat og medlem af partiets politiske udvalg mener det er usandsynligt, at partiet kan pege på Fogh som statsminister.

De Radikale vil endnu ikke afsløre om partiet vil støtte Anders Fogh Rasmussen (V) eller Socialdemokraternes leder Helle Thorning-Schmidt, som statsminister efter et valg. Men den radikale folketingskandidat og medlem af partiets politiske udvalg, Nils Sjøberg, vil blive overrasket, hvis pilen ender med at pege på Fogh.

- Jeg kan ikke forestille mig, at man kan støtte en statsminister, der uden skrupler accepterer Dansk Folkepartis fremmedfjendske menneskesyn, som skaber større skel mellem rige og fattige, mildt antydet har et forklaringsproblem med Irak-krigen, som ønsker at fastholde skattestoppet, og som ser på folkeskolen som en produktionsvirksomhed uden tillid til lærerne men med test og kontrol, siger Nils Sjøberg.

Personligt mener han, at De Radikale vil have lettere ved at komme igennem med partiets mærkesager med en socialdemokratisk statsminister end med Fogh, som situationen ser ud nu, selv om den radikale folketingskandidat fra Hedensted erkender, at der også er knaster i forhold til Socialdemokraterne.

- Det er langt fra alt, som Det Radikale Venstre er enige med Socialdemokraterne i. Men det nuværende alternativ til Socialdemokraterne - altså VKO - er ikke spiseligt, mener Nils Sjøberg.

/ritzau/