Qvortrup: Koncerndirektør bremsede min biografi

Politikens Forlag var mere end almindeligt interesseret i at udgive Henrik Qvortrups selvbiografi, men forlaget fik en lodret ordre fra koncerntoppen om at trække sig, hævder den tidligere Se og Hør-chefredaktør.

Henrik Qvortrup Fold sammen
Læs mere
Foto: Claus Bech
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

På tirsdag udkommer den tidligere chefredaktør på Se og Hør Henrik Qvortrups biografi »Q« på forlaget People’s Press. Bogen skulle ellers være udkommet på Politikens Forlag, men her blev den bremset af den øverste direktør i mediekoncernen JP/Politikens Hus, der udover at eje Jyllands-Posten, Politiken og Ekstra Bladet også ejer Politikens Forlag.

Sådan lyder Henrik Qvortrups egen forklaring i hvert fald over for både Politiken og Jyllands-Posten.

Han blev efter eget udsagn tilbudt 300.000 kroner i forskud på bogen og en lovning om, at forlaget ville kaste hele sin professionelle tyngde ind i projektet. Men herefter fik forlaget ifølge Qvortrup andre instrukser oppefra.

»Hundevadt (forlagschef Kim Hundevadt, red.) fortæller mig, at koncerntoppen ikke tør udgive bogen, fordi de mener, at det vil være etisk uforsvarligt,« siger Qvortrup til Jyllands-Posten.

Den tidligere chefredaktør uddyber over for Politiken, at forlagschefen siger, at det er »en lodret ordre« fra toppen, og at administrerende direktør, Stig Ørskov, har sagt, at det vil give koncernen betydelige etiske udfordringer.

På det tidspunkt raser mediestormen omkring Henrik Qvortrup, der er sigtet i sagen om Se og Hørs betalinger til den såkaldte tys-tys-kilde for at få informationer om de kendte og kongeliges dankorttransaktioner. Selvom Qvortrup er sigtet i sagen, forstår han ikke, hvorfor JP/Politikens Hus ikke vil udgive hans selvbiografi.

»Jeg er ikke pædofil og ikke dømt, ja end ikke tiltalt. Det er langt ude,« siger han til Jyllands-Posten med henvisning til, at forlaget tidligere har udgivet rockeren Brian Sandbergs bog.

Forlagsdirektør Lene Juul afkræfter over for både Politiken og Jyllands-Posten, at det var koncerntoppen, der nedlagde forbud mod bogudgivelsen. Hun fastholder, at forlaget selv traf beslutningen om at droppe udgivelsen. Administrerende direktør Stig Ørskov afviser over for Jyllands-Posten at kommentere sagen.

Qvortrup selv afviser i bogen ethvert kendskab til systematisk overvågning af kendte og kongelige. Hele skandalen omkring tys-tys-kilden fylder ifølge Jyllands-Posten kun et par sider.

Til gengæld afslører Henrik Qvortrup flere andre detaljer fra sin efterhånden lange karriere. Blandt andet at han i 2008 blev ringet op og tilbudt jobbet som spindoktor for statsministerkandidat Helle Thorning-Schmidt (S), skriver Politiken. Ifølge Qvortrup selv takkede han nej, fordi han var ret sikker på, at Thorning ikke kunne slå daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen.