Q&A med Lasse Westergaard Folkersen

Lasse Westergaard Folkersen tilbyder via hjemmesiden impute.me analyser til personer, der har købt en gentest gennem det amerikanske firma 23andMe. Han er stor fortaler for salg og køb af private gentests.

Hvorfor vil du være med til at udbrede salget, når lægerne siger, at gentestene ikke fortæller sandheden?

»Jeg er ikke enig. De gentests, som 23andMe tilbyder, fortæller sandheden. De kan rapportere om ti sjældne sygdomme, hvor genetikken spiller en ekstra stor rolle. Det er for eksempel alzheimers og parkinson. Men det er sandt, at en gentest ikke som sådan kan fortælle risikoen for at få brystkræft. For at udelukke, at man er disponeret for den kræftform, skal man teste hver eneste DNA-bogstav i generne. Og det gør en test ikke.«

Hvad kan man så regne med, når man køber en privat gentest?

»Man kan godt måle for tarmkræft, diabetes og hjertesygdomme, men ved de her sygdomme har genetikken en relativt mindre indflydelse. De informationer, man får om den genetiske komponent, der måles for, er sådan set sande. Der er bare flere faktorer, der spiller ind, så man kommer aldrig til at kunne sige med sikkerhed, hvornår i livet, man vil få diabetes.«

Er det så ikke bare med til unødigt at gøre folk bekymrede?

»Jo, det kan man sige. Men man imødekommer folks lyst til at få deres nysgerrighed styret. Og jeg mener, at man stadig bør kunne sælge gentests, der fortæller risikoen for at få sygdomme som kræft og diabetes. Hvis folk forstår, at generne ikke er hundrede procent forklaringen på en sygdom, så er det fair, og resultaterne er sådan set korrekte. Folk skal bare forstå, hvad der præcis bliver målt for.«

Er salget af private gentests slet ikke problematisk?

»Jeg vil gerne sige til folk, at de skal passe på med fortolkningerne af resultaterne. Men hvis de uddanner sig selv og lærer at forstå resultaterne og den reelle risiko for at få en sygdom, så ser jeg ingen problematik i det. Jeg kunne dog godt tænke mig, at der kom mere offentlig information om fortolkningen af private gentests.«