Pyroman fængslet at stå bag storbrand

Dommer varetægtsfængslede 36-årig pyroman for at overtræde den strengeste bestemmelse i straffeloven om brandstiftelse efter brand på Vesterbro i København.

Han ville "bare" stikke ild på to papkasser, så de andre beboere fik sig en forskrækkelse. Resultatet blev 68 brandskadede lejligheder, hvor de sovende beboere til alt held slap med livet i behold.

En dommer i Københavns Dommervagt valgte tirsdag på den baggrund at varetægtsfængsle en 36-årig mand i fire uger for at have overtrådt straffelovens alvorligste bestemmelse om brandstiftelse. Dommeren slog fast, at der var såkaldt "særlig bestyrket mistanke" om, at den 36-årige var skyldig i den alvorlige sigtelse og dermed havde indset, at han bragte ejendommens beboere i overhængende livsfare.

Den sigtede forklarede, at brandens voldsomme omfang var utilsigtet.

Ilden hærgede natten til torsdag i en ejendom på Enghave Plads på Vesterbro i København. En politipatrulje opdagede, at der var røgudvikling, iværksatte evakuering og tilkaldte brandvæsnet.

/ritzau/