»Det er også liv eller død for ham.«

Sådan lyder det fra den forhenværende svenske statsminister Carl Bildt, når det kommer til den russiske præsident – Vladimir Putin – og hans krig i Ukraine.

Samtidig vurderer Bildt, at der ikke er nogen tvivl om, at Putin er ved at forberede sig på at eskalere krigen, som kan ende med at stå på længe endnu.

Det fortalte den tidligere statsminister, der sad på posten i Sverige fra 1991 til 1994 og senere også var mangeårig udenrigsminister, da han søndag gæstede SVT-programmet 'Agenda', der havde krigen i Ukraine på dagsordenen. Det skriver Dagbladet og Expressen.

Her ses den russiske præsident, Vladimir Putin, under et møde i Kreml tidligere på måneden.
Her ses den russiske præsident, Vladimir Putin, under et møde i Kreml tidligere på måneden. MIKHAEL KLIMENTYEV / SPUTNIK / K

»Han (Putin, red.) ønsker at knuse og kontrollere Ukraine. Han har bundet sig selv fast. Det er også liv eller død for ham,« forklarer Carl Bildt og tilføjer:

»Putin vil eskalere krigen, indtil han kollapser. Han sendte sine hære ind i den tro, at han hurtigt kunne erobre Ukraine. Det har kørt sig fast og fejlet. Nu opretter han en delvis ny russisk hær – han har mobiliseret hundredtusindvis – for at kunne genoptage en offensiv mod Ukraine.«

Ifølge Carl Bildt er der ingen tvivl om, at Putin forbereder sig på at optrappe konflikten.

Samme vurdering er også den amerikanske tænketank Institute for the Study of War (ISW) tidligere kommet med, og også den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, og de ukrainske generaler Valerij Zaluzjnyj og Oleksandr Syrskyj har advaret, at en ny russisk storoffensiv kan være på vej:

»Russerne gør omkring 200.000 friske soldater klar,« fortalte Zaluzjnyj i interview med magasinet The Economist torsdag i sidste uge:

»Jeg er ikke i tvivl om, at de vil forsøge at indtage Kyiv igen.«

I SVT-programmet 'Agenda' medvirkede også den svenske Rusland-ekspert Gudrun Persson, der er forskningsleder ved Totalförsvarets forskningsinstitut – og ifølge hende skal vi forberede os på, at 'vi har en langvarig konflikt foran os', da hun vurderer, at krigen kan fortsætte, så længe den russiske befolkning støtter Putin.