Pusher Street ryddet over 20 gange siden politiskyderi - politiets seneste våben er droner

Københavns Politi har på ny intensiveret indsatsen mod Pusher Street og anvender nu droner i kampen mod hashhandlen. »Rydningerne virker i hvert fald ikke,« siger christianit.

Politiet har nu ryddet Pusher Street i Christinia over 20 gange, siden christianitterne selv fjernede boderne i september 2016.
Læs mere
Fold sammen

Det er ikke mere end fem dage siden, at Københavns Politi senest ryddede Pusher Street på Christiania og rev spånpladeboderne fra hinanden. Hverdagen er dog for længst vendt tilbage i den berygtede gade, hvor der i juledagene igen er åbenlys hashhandel fra små interimistiske træboder.

Livet i gaden synes upåvirket af, at politiet i den seneste tid har udført flere aktioner mod den illegale handel med stoffer. Vicepolitiinspektør i Københavns Politi, Lars-O. Karlsen, afviser imidlertid, at politi­indsatsen er uden effekt:

»Vi kan konstatere, at jo mere og jo oftere, vi er derude, jo mere pressede bliver både sælgere og købere.«

Vicepolitiinspektøren forklarer, at politiet af ressourcemæssige årsager ikke har været så meget til stede på Christiania i perioden med bande­konflikt på Nørrebro. Efter der er kommet mere ro på den front, har politiet så igen fået luft til at fokusere på blandt andet hashhandlen i Push­er Street.

Ifølge Lars-O. Karlsen har politiet ryddet Pusher Street mere end 20 gange, siden christianitterne selv fjernede boderne i september 2016, efter at en pusher skød to betjente i nærheden af Pusher Street. En borger og en betjent blev ramt af skud i benet, mens en anden betjent blev ramt af skud i hovedet. Alle overlevede.

»Vi har fjernet boder over 20 gange. Vi henstiller til, at de ikke genopbygger boderne, men gør de det alligevel, så kommer vi og fjerner dem igen. Det er uacceptabelt, at der er åbenlyst organiseret hashhandel på Christiania,« siger han.

Forud for den seneste rydning ransagede politiet 13., 14. og 15. december i Pusher Street og beslaglagde mere end 41 kilo cannabis og op mod 9.000 joint.

Politiet har den seneste måneds tid rettet fokus mod at lade hash­købere vide, at det ikke er uden risiko at købe ind i Pusher Street. I den forbindelse har politiet – udover aktionerne i Pusher Street – anvendt droner, som blandt andet kan skygge hashkøbere på vej væk fra Christiania.

Droner mod køberne

Juledag var Berlingske et smut forbi Pusher Street. Allerede få meter fra indgangen til den berømte gade blev avisens udsendte råbt an af en mand i sort tøj og baseballkasket bag en simpelt bygget træbod.

»Hej min ven, du skal da have lidt godt at ryge?« lød det fra ham, mens han gestikulerede ned mod de illegale stoffer på disken foran sig.

Berlingske kunne hurtigt tælle 15-20 pushere bag små boder bygget af simple trækonstruktioner og caféborde under parasoller. Derudover var der forholdsvis tomt i gaden. Der var kun et par enkelte handlende ud over turister og et par løstgåen­de hunde.

Ifølge Ole Lykke – christianit siden 1979 og en af Christianias talsmænd – får København ikke bugt med fristadens »supermarked«, før hashkøberne lovligt kan forsyne sig andre steder i byen.

»Rydningerne virker i hvert fald ikke. Hver gang bliver de lynhurtigt genetableret. Det er en absurd forestilling,« siger Ole Lykke, der sender bolden videre til politikerne:

»Et marked og folk, der vil sælge noget, de skal nok finde hinanden på en eller anden måde. Især når det handler om rusmidler – det viser historien.«

To dage efter politiskyderiet i 2016 tog en gruppe christianitter sagen i egen hånd og rev under stor mediebevågenhed pushernes boder ned.

Adspurgt, hvordan situationen dengang adskiller sig fra i dag, siger Ole Lykke:

»Vi gjorde det dengang, fordi kampen mellem Task Force Pusher­street og sælgerne, der kalder sig Green Light District, var eskaleret til et punkt, hvor pusherne var bevæbnede og maskerede, og hvor politiet gik voldsomt til værks, og alle anholdelser foregik ved, at nogen blev kastet ned på jorden. Men vi meldte også på samme tid ud, at det ikke var en situation, vi som christianitter kunne fastholde.«