Pudlen og bavianen snerrer af glitterfissen

Singlekvinder i 30erne gider ikke date mænd i 30erne. De er enten for selvglade eller for selvudslettende, mener en singlekvinde.

Mænd i 30erne er enten selvfede hanbavianer eller servile puddelhunde i identitetskrise, og derfor vil selvbevidste single­kvinder meget hellere date mænd i 20erne eller 40erne, der af den ene eller den anden grund er meget nemmere at have med at gøre for moderne kvinder i 30erne.

Sådan lød meldingen fra den selverklærede glitterfisse Anne Sophia Hermansen i et essay i Berlingske Tidende sidste lørdag. Essayet fra kvinden med »egen lejlighed, Marc Jacobs-stiletter og et hav af forliste forhold« bag sig blev fulgt op af en lang række debatindlæg på berlingske.dk.

Mænd i 30erne er tilsyneladende et godt emne. Singler og ægtefæller af begge køn og i alle aldre har en mening om dem. Men er der noget om snakken. Har Anne Sophia Hermansen ret, når hun klager sin nød over »singlemanden 30+ i uerkendt livsstilskrise«?

»Det er svært at generalisere,« lyder svaret ikke overraskende i første omgang fra mandeforsker Kenneth Reinicke fra Roskilde Universitet (RUC):

»Men faktisk viser en stor europæisk undersøgelse, at danske mænd hviler meget godt i sig selv, de er ansvarsfulde, senere i livet altså.«

Han forklarer, at mange mænd er moderne mænd, der magter at få karriere, familie og ægteskab til at gå op i en højere enhed. Men ifølge Kenneth Reinicke vil der også »være en del mænd i 30erne, der er kendetegnet ved, at de har svært ved at tage det endelige ansvar som mænd og træde i karakter«.

»De skal prøve det hele af, før de kan falde til ro. Der er tegn på egoisme. Men det samme gælder jo også nogle kvinder,« siger han og henviser bl.a. til, at gennemsnitsalderen for førstegangsfødende er steget markant siden 1970erne.

Kenneth Reinicke fremhæver drengerøvstypen, som han kalder den, som eksempel på en mandetype i 30erne, der kan være »svær for kvinder at acceptere«.

»Drengerøvsfænomenet står stærkt i Danmark, det er legitimt at leve en grov, maskulin og sexistisk attitude ud. Det er ikke i nær samme grad et fænomen i Sverige og Norge. Det kan hænge sammen med det generelle frisind i Danmark. Men nogle gange kammer det altså over og bliver for meget,« mener han.

Kenneth Reinicke afviser, at drengerøvene er de samme som de såkaldte bøver, der er sådan nogle halvunge mænd med hættetrøjer baggybukser, dyre mobiltelefoner, hang til fadbamser og meget lidt voksenattitude.

»Bøv-begrebet er nok lidt forsimplet,« mener Kenneth Reinicke.

Stiller kvinder for store krav?

»Der er i hvert fald mænd, der kan føle sig truet af kvinder, der ved, hvad de vil have,« forklarer han:

Kenneth Reinicke ser moderne kvinders forventninger til mænd som et udtryk for »bedre uddannelse, højere forventninger, øget selvstændighed og frigørelse«.

»Kvinder er bedre til at leve alene. De behøver ikke en mand, og skal de have en, skal han leve op til deres krav,« vurderer han.

På debatsiderne i dagens avis får Anne Sophia Hermansen svar på tiltale af Morten Staberg, en mand i 30erne. Kvinders »drøm om den perfekte mand« forekommer ham »lidt tåget«.

»I vil have smæk, men hvis vi gør det for blødt, er vi nogle pudler, og hvis vi gør det for hårdt, er vi psykopater,« konstaterer han.