Psykolog: Red Barnet spreder frygt blandt forældre

Forældre skal tænke sig godt om, før de deler billeder af deres børn på nettet, advarer Red Barnet. Men den slags advarsler fodrer frygt og mistillid, mener en psykolog.

Børn leger på Hornbæk Strand. Fold sammen
Læs mere
Foto: Erik Refner

Sommerferien er højsæson for glade billeder af rødkindede børn på stranden. Dejlige minder, der flittigt bliver delt med familie og venner på diverse sociale medier.

Men forældre skal tænke sig ekstra godt om, før de lægger billeder af ungerne ud på nettet, advarer Red Barnet.

»Billeder kan jo blive brugt til andre ting, end det man egentlig havde tænkt sig. I Red Barnet ved og ser vi meget ofte, at billeder af børn også bliver brugt af voksne, som har helt andre intentioner,« fortæller seniorrådgiver Gitte Jakobsen, der opfordrer til, at man tjekker sine privatindstillinger på Facebook.

»Billederne kan ende i stærkt seksualiserede sammenhænge eller blive brugt af voksne til at tilfredsstille deres egne seksuelle behov. Det er både billeder af nøgne børn, men også helt almindelige billeder af børn med tøj på,« uddyber hun.

Men den slags advarsler kan skade mere, end de gavner, mener psykolog og lektor Karen Munk fra Aarhus Universitet. Hun sidder i forskningsgruppen Paradox, der forsker i pædofilfrygt.

»Det er i hvert fald en advarsel, som er med til at øge den frygt for pædofili, der efterhånden er ret udbredt i Danmark,« siger hun.

Red Barnet har ingen intention om at gøre folk forskrækkede, understreger seniorrådgiver Gitte Jakobsen. Forældre skal bare gøre sig det klart, at billeder på nettet svarer til at hænge dem op i supermarkedet eller på en lygtepæl til offentlig skue. Ville man ikke hænge dem der, skal de heller ikke på Facebook, lyder tommelfingerreglen.

Psykolog Karen Munk kan sagtens bakke op om opfordringen til at begrænse, hvor mange billeder af sine børn man skal lægge på nettet. Men hun mener, det bør hænge sammen med, at børn generelt ikke selv får lov at vælge, hvordan de bliver fremstillet på nettet, og altså ikke frygten for, at billederne kan blive misbrugt.

For når man igen og igen sætter fokus på problemet og puster til angsten for pædofile, vil omkostningerne af advarslerne faktisk blive større end omfanget af selve problemet, påpeger hun.

»Når man læser om det her problem i pressen, bliver det pustet op til at være vældig stort. Men det er det ikke. Og det påvirker vores følelser, når vi læser om det. Derfor gør man klogt i at slå koldt vand i blodet og gøre sig klart, at det her har en pris, som ikke bare går for det kønne at forebygge seksuelle overgreb. Det har en meget stor pris i retning af et kontrollerende mistillidssamfund,« siger Karen Munk.

ARKIVFOTO fra Hellerup Strand. Fold sammen
Læs mere
Foto: Christian Als.

At forældre hele tiden skal gå og overveje, om pædofile derude lurer på ens barn, er ikke godt for børnene.

»Det giver en nedbrydning af tilliden til voksne. Men det nedbryder også voksnes lyst til at have med fremmede børn at gøre, fordi det potentielt kan ødelægge ens tilværelse, hvis man bliver mistænkt for at være pædofil,« forklarer psykologen.

Som så ofte før bunder frygten grundlæggende i, at folk ved for lidt om emnet, mener hun.

»De virkelig slemme overgreb forgår i hjemmene, og ikke i det offentlige rum,« understreger Karen Munk.