Psykolog: »Det er ikke mennesker som dig og mig, der sætter ild til biler«

Der har i den seneste tid været adskillige bilbrande. Forbrydelsen er nem at kopiere, den giver et stærkt kick, og så tiltrækker den en bestemt type af kriminelle. To psykologer tegner her et billede på, hvem der brænder biler af.

Udbrændt bil på Kretavej i København natten til søndag 21. august. Arkivfoto: Mikkel Johansen/Alarm 112 Fold sammen
Læs mere
Foto: Mikkel Johansen / Alarm112

»Det er lidt det samme som at lægge sig ud på skinnerne og se, hvem der bliver liggende længst, før toget kommer.«

Sådan lyder ordene fra professor emeritus i psykologi og tidligere klinikchef på Odense Universitetshospital, Jørn Beckmann, om den seneste tids bilafbrændinger.

Jørn Beckmann har tidligere samarbejdet med FBI om at tegne psykologiske profiler af kriminelle, og han mener, at det er en bestemt type af kriminelle, der står bag bilbrandene i hovedstadsområdet.

»Det er ikke mennesker som du og jeg, der sætter ild til biler. Vi har fået en ordentlig opdragelse og ved, hvad man gør og ikke gør. At brænde biler af ligger langt ude over vores måde at reagere på. Det er nogle følelsesmæssigt forsømte mennesker, som gør det,« siger Jørn Beckmann, som tror, at der er tale om unge mennesker fra 12 år og op til omkring 24 år.

Og de karaktertræk bekræfter psykolog Eivind Johansen.

»Det er typisk yngre mænd i slutningen af teenagealderen eller i starten af 20erne, der begår hærvækskriminalitet. De er mere eller mindre ligeglade med andres følelser, de har ikke særlig stor respekt for sociale normer, regler og forpligtigelser. Og så har de en lav tærsel for frustration og aggression,« siger Eivind Johansen og fortsætter:

»De gør det typisk for at få afløb for følelser og vrede og for at få opmærksomhed. Denne type adfærd giver opmærksomhed, så de får en følelsesmæssig belønning.«

Bilbrande er i familie med stenkast

Hvorfor nogle mennesker brænder biler af, kan virke uforståeligt for andre end gerningsmændene, men ifølge Jørn Beckmann er spændingen en væsentlig drivkraft.

»Det giver et 'kick'. Det er ikke nødvendigvis et pyromanisk kick, men et hærværkskick. De gør det, fordi de synes, at det er sjovt, og fordi de så kan hævde sig over for kammeraterne og fortælle, at de er skyld i de afbrændinger, som de kan se i TV-avisen,« siger Jørn Beckmann.

Han tror, at »kicket« er så stærkt, at gerningsmændene ikke overvejer, hvilken risiko de løber, og hvad straffen kan være.

Bilbrandene er nogle af den seneste tids såkaldte »copycat«-forbrydelser. Jørn Beckmann mener, at de mange bilbrandene og stenkast fra motorvejsbroer på sin vis i familie udover det faktum, at begge forbrydelser er »spændingsfyldte« og nemme at kopiere.

»Fælles for de to forbrydelser er anonymiteten. Anonymitet i sig selv er et meget angstprovokerende element i en forbrydelse. Vi ved kun, det sker, vi ved ikke, hvem der gør det,« siger Jørn Beckmann.

Alligevel er der en væsentlig forskel på de to forbrydelser.

»At brænde en bil af er meget mere præcist end at kaste sten ned på biler. Man kan planlægge det fuldstændigt; Hvornår det skal gøres, hvilken bil det skal gå ud over, og du kan målrette dit hærværk imod en bestemt person. Det kan du ikke, når du kaster en sten ned fra en motorvejsbro, for så er det »held«, hvis du rammer, og hvis du slår nogen ihjel. Den forbrydelse er langt mere fej,« siger Jørn Beckmann.