Psykisk ustabil mand fængslet for at stikke nygift datter

Både datter og hustru har fortalt, at en 53-årig mand fra Vollsmose står bag drabsforsøg på datteren.

Med adskillige knivstik i maven, lysken og ryggen forsøgte en 53-årig mand fra Odense-bydelen Vollsmose tirsdag at dræbe sin nygifte datter.

Det fremgår ifølge flere lokale medier af den sigtelse, som onsdag blev læst op i et retsmøde ved Retten i Odense.

Her besluttede en dommer, at manden foreløbigt skal sidde fængslet i fire uger. Det oplyser anklagemyndigheden ved Fyns Politi.

Manden nægter sig skyldig, skriver Fyens Stiftstidende, men både offeret og den sigtedes hustru har peget på ham som gerningsmand.

»Det er umuligt, at jeg skulle have gjort det her mod min pige,« sagde den 53-årige ifølge Fyens Stiftstidende i grundlovsforhøret.

Samtidig står det dog klart, at mandens hukommelse fra episoden er ganske sparsom, og at han har psykiske problemer.

»Når jeg får flashbacks, plejer jeg at rejse hjem til mine brødre for ikke at påvirke mine børn,« sagde den sigtede ifølge Fyens.dk i retsmødet.

Manden ville da også netop være rejst, men datterens forlovelse og bryllup forhindrede ham i at tage afsted. Ifølge den 53-årige blev hun gift for ti dage siden.

Drabsforsøget skete i familiens lejlighed ved bebyggelsen Lærkeparken tirsdag eftermiddag. Fyns Politi fik anmeldelsen klokken 13.39.

Da politifolk ankom til adressen, fandt de den 21-årige datter liggende på gulvet i soveværelset, hvor moren holdt hendes hoved oppe.

»Da jeg blev opmærksom på mig selv, gik jeg uden for lejligheden. Min pige lå på gulvet, og der var blod på mit tøj,« sagde den sigtede.

I en afhøring med politiet har den 53-årige ifølge Fyens Stiftstidende sagt, at han - da han kom til sig selv igen - opdagede, at han stod med en kniv i hånden, og at datteren lå foran ham. Herefter forlod han lejligheden.

Datteren fortalte selv i ambulancen, at det var faren, der havde stukket hende. Samtidig har hans hustru fortalt, at det var uoverensstemmelser i forbindelse med datterens bryllup, der lå bag farens angreb.

/ritzau/