Psykiater skal ikke i fængsel for million-bedrageri

En psykiater, der udskrev falske regninger for 2,2 millioner kroner, slap for at komme i fængsel på grund af lægeerklæring.

Læs mere
Fold sammen

En 64-årig psykiater har igennem seks år fra 2007 til 2013 udskrevet knap 4.500 falske regninger for konsultationer, som han i virkeligheden ikke havde haft med 54 af sine patienter.

Det har kostet Region Hovedstaden 2,2 millioner kroner, skriver Politiken.

Manden tilstod bedrageriet torsdag i Københavns Byret, hvor han fik en dom på to års betinget fængsel samt 300 timers samfundstjeneste.

Psykiateren havde blandt andet gennem ti år udskrevet store mængder vanedannende sovemedicin og morfin til en kvindelige patient, som han også havde haft et seksuelt forhold til.

Derudover havde han udskrevet 15 recepter på morfin i en mandlig patients navn, men havde selv fået udleveret morfinen.

Specialanklager Jakob Buch-Jepsen havde krævet ubetinget fængsel i to år, fordi der var tale om bedrageri af særlig grov karakter, men dommer Charlotte Meincke besluttede at gøre fængselsdommen på to år til betinget.

Det skyldes helbredsmæssige forhold, forklarede dommeren, og det fremgik da også af en personundersøgelse, at psykiateren led af depressioner og hjerteproblemer.

Den 64-årige psykiater begrundede bedrageriet med, at han ikke havde kræfter til at arbejde så meget som tidligere men stadig havde udgifter til klinikken, sin private husleje og en lejlighed, han havde købt til sin søn.

»I dag kan jeg ikke forstå, at jeg har gjort det. Enhver kan sige sig selv, at det ikke går i længden. Jeg har ikke været mig selv i de år og ikke set klart, hvad jeg foretog mig,« sagde han ifølge Politiken.