"Prüm"-traktat ind ad EU's bagdør

Tyskland presser "nøler-lande" for et svar om EU-forfatningen og vil gøre den såkaldte Prüm-traktat til EU-lov. Det sker dog næppe, erkender tysk minister.

Et udvidet samarbejde om udlevering af personoplysninger står på dagsordenen, når EU's justits- og indenrigsministre mandag mødes i Dresden.

Det tyske EU-formandskab vil i utilfredshed med den manglende forfatningstraktat gøre den såkaldte Prüm-traktat til lov for hele EU. Syv lande har indtil videre undertegnet Prüm. Danmark overvejer også at gå med, trods det danske retsforbehold.

Alligevel erkender den tyske justitsminister Brigitte Zypries, at det bliver svært at få et ja fra alle 27 lande.

Et problem er, at Prüm vil blive håndhævet af EU's domstol i Luxembourg og dermed omfatte eventuelle nejsiger-lande.

- Det er derfor, det næppe kommer til at fungere, erkendte Zypries forleden over for bl.a. Ritzau. /ritzau/