Protestbølgen ruller i Europa

De har fået mange ismer hæftet på sig, protestpartierne der vokser og hastigt breder sig i Europa. Senest med Alternative für Deutschlands delstatssejr i Tyskland. Det er et oprør fra en europæisk middelklasse ramt af nedskæringer, job, der forsvinder, indvandring og mistillid til det bestående, siger samfundsforskere.

Frauke Petry, formand for Alternative für Deutschland, kunne i weekenden se sit parti blive stemt ind i landdagen i Sachsen-Anhalt med 24,2 procent af stemmerne. Det kun tre år gamle parti er nu repræsenteret i halvdelen af alle tyske delstater. Fold sammen
Læs mere
Foto: WOLFGANG RATTAY
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Indtil i søndags var Tyskland den sidste bastion i Nordeuropa. Selv om det er omkranset af lande hvor EU- og indvandrerkritiske partier for længst har slået rødder har Tyskland ikke haft sin Le Pen, sin Geert Wilders eller sin Kristian Thulesen Dahl.

Men så strøg Alternative für Deutschland ind i landdagen i Sachsen-Anhalt med 24,2 procent af stemmerne.

Partiet er nu repræsenteret i halvdelen af alle tyske delstater, og spørgsmålet er tilsyneladende kun, hvor stort det kun tre år gamle parti bliver, når der næste år er valg til forbundsdagen i Tyskland.

Oprøret fra bunden, vreden fra den udfordrede, europæiske middelklasse er for alvor nået til Europas økonomisk stærkeste og folke­rigeste land.

Pludselig virkede det uendeligt længe siden, at kansler Angela Merkel slog dørene op og hyldede den tyske Wilkommenkultur. Og aktivisterne på banegården i München med deres papskilte »Flygtninge velkommen« er for længst gået hjem. Som de sidste år nåede til den »humanitære stormagt« Sverige, er den nye politiske virkelighed med dens alternative fronter nået til Tyskland.

Der er ingen tvivl om, at de er forskellige, de nye fremadstormende partier i Europa. De er opstået på forskellige tidspunkter, i forskellige politiske kulturer og har forskellige nationale identiteter.

Men der er også meget, som binder dem sammen i et fælles oprør – et oprør mod det bestående, mod magten, mod EU, mod teknokraterne og ikke mindst indvandring.

Man kan kalde dem højrepopulistiske, højrenationale eller alt muligt andet. Det giver ikke altid så meget mening. Partierne under et er først og fremmest anti-establishment.

Ligesom Dansk Folkeparti hævder at være et midterparti, og Marine Le Pen i Frankrig siger, at hendes Front National hverken er til højre eller venstre, så skal Alternative für Deutschland først nu til at finde ud af, hvor partiet skal lægge sig med hensyn til den økonomiske politik.

Mændenes valg

Ifølge professor Ove Kaj Pedersen, CBS, er der en god grund til, at den politiske protestbølge først inden for de seneste år er slået igennem i lande som Tyskland og Sverige.

Ved valget for halvandet år siden fik Sverigedemokraterna 13 procent af stemmerne og står nu i meningsmålingerne til knap 20 procent.

»Det er to lande, som har været i stand til at komme igennem krisen med minimale konsekvenser, derfor slår det senere igennem her,« siger Ove Kaj Pedersen og tilføjer:

»Dem der stemmer på disse partier, er først og fremmest mænd fra det, som vi i dag vil kalde den lavere middelklasse, tidligere arbejderklassen. Ældre mænd, som i hovedsagen er blevet ramt af den krisepolitik, der er ført fra 2008 og fremefter. Derudover er de ramt af ændringer i erhvervs- og i lønstrukturen. Lønudviklingen er holdt helt flad i en konkurrence mellem landene og produktionsjob er flyttet til lavtlønslande. Det har ramt en bestemt social klasse og en bestemt generation. Og nu reagerer de,« siger Ove Kaj Pedersen.

Han kalder det, som er sket, for en »destruktion af middelklassen« og sammenligner udviklingen Europa med USA, hvor især den republikanske måske kommende præsidentkandidat Donald Trump har et solidt tag i den vrede middelklasse, der står tilbage som økonomiske tabere efter den voldsomme krise.

»De har med opbygningen af velfærdsstaten fået nogle garantier, som nu er forsvundet, og det er første gang i historien, at vi ser det. Det er alvorligt og konklusionen er, at det ikke er så let at komme over. Det vil få konsekvenser for de politiske systemer mange år frem i tiden og være en historisk udfordring af vores partier og vores demokratier i deres kerne,« forudser Ove kaj Pedersen.

Den strakte arms princip

De etablerede partier både til højre og venstre har hidtil reageret ved både at holde de nye populistiske partier ud i strakt arm som ikke-stuerene og at komme dem i møde politisk.

Når partierne så bliver for store, er centrumvenstre og centrumhøjre ofte gået i koalition for at holde dem fra magten.

I en artikel i det ansete tidsskrift Foreign Affairs, »Hverken højre eller venstre i Frankrig«, skriver Carlo Invernizzi Accetti og Christopher Bickerton, at det politiske spektrum i stadig mindre grad svinger mellem højre og venstre, men mellem populisme and teknokrati.

Mellem de partier, som hidtil på skift har haft regeringsmagten og dem, der har gjort det til deres platform at protestere mod de etablerede partier. Det næste præsidentvalg i Frankrig kan meget vel komme til at stå mellem Marine Le Pen fra Front National og den nuværende præsident, François Hollande. Det er i hvert fald socialisternes plan.

»Hvis den strategi lykkes vil det markere en fundamental forandring af det franske politiske liv,« hedder det i artiklen i Foreign Affairs.

Det traditionelle højre-venstre vil være opløst til fordel for et opgør mellem en nationalistisk og protektionistisk fløj og EU-venlig fløj, som hylder frihandel og en liberal økonomi. Noget tilsvarende skriver tidsskriftet The Economist i en analyse af det tyske delstatsvalg i søndags.

»Overordnet set peger valgene på, at den partipolitiske kultur, som har eksisteret i det meste af efterkrigstiden i Tyskland er ved at nå sin afslutning ... Den populistiske politik, som fejer hen over Amerika og det meste af Europa, er tilsyneladende kommet til Tyskland,« lyder det.