Professorer, hospitalsdirektør og patientorganisationer afviser katastrofesnak: »Sundhedsvæsenet bryder ikke sammen. Det omstiller sig«

Politikere og sygeplejersker taler om et sundhedsvæsen på randen af sammenbrud efter knap to års pandemi, men hvad betyder sammenbrud? Og på en skala fra udskudte knæoperationer til militære køretøjer, der kører døde kroppe ud af Bergamo, hvor er vi så? Meget langt fra sammenbrud lyder det fra landets førende sundhedsøkonomer. Eller som en professor siger det: »På den skala er vi nået til udskudte hofteudskiftninger«.

 
Sygehusene udskyder ikke akutte og planlagte behandlinger i Danmark. Også Tyskland melder om pres på landets egne sygehuse. Video: Ritzau/CNN. Redigering: Joachim Christian Valentin Werner Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Erkendelsen har bredt sig. Tanker om flokimmunitet er opgivet, de nuværende vacciner får ikke pandemien til at forsvinde, og nye varianter kommer hele tiden til. Så denne vinter, næste vinter og så langt, som nogen lige nu kan se frem i tiden, vil sundhedsvæsenet være under pres.

Og personalet er udmattet. Særligt sygeplejerskerne, som dels nægter mere overarbejde og dels forlader faget i et omfang, så to ud af tre stillingsopslag i Region Hovedstaden ender uden ansættelse. Folketingspolitikere har opdaget det og fundet det svulstige billedsprog frem.

»Jeg er simpelthen bekymret for, at vi står over for et kollaps,« sagde Enhedslistens sundhedsordfører, Peder Hvelplund, i denne uge til DR og krævede minimum to milliarder kroner til sundhedsvæsenet, imens SF taler om akut behov for hjælp og vil give minimum en milliard kroner.

Den 1. december sad SFs sundhedsordfører, Kirsten Normann Andersen, i Deadline på DR 2 og blev enig med De Konservatives sundhedsordfører, Per Larsen, om, at sundhedsvæsenet skulle have økonomisk ilt for at komme igennem vinteren.

»Situationen er fuldstændig uholdbar,« sagde Kirsten Normann Andersen.

»Nu tilter det. Nu kan det ikke holde længere,« sagde Per Larsen.

Grete Christensen, der som formand for Dansk Sygeplejeråd kæmper for højere løn til sygeplejersker landet over, bakkede på dr.dk den type udmeldinger op med ordene:

»Vi har et sundhedsvæsen, der er alvorligt i knæ og har brug for en økonomisk saltvandsindsprøjtning for at overleve vinteren.«

Overlevelse. Et truende sammenbrud. Et kollaps. Katastrofen er nært forestående for et sundhedsvæsen, der efter snart to års pandemi, en sygeplejerskestrejke, generel personalemangel og en mulig alvorlig influenzaepidemi i horisonten simpelthen vil bryde sammen. Hvis man altså skal tro Enhedslisten, SF, De Konservative og Dansk Sygeplejeråd, som tilsammen har fået regeringen til forhandlingsbordet for at strikke en milliardstor hjælpepakke sammen for at forhindre sundhedsvæsenets sammenbrud.

Da statsminister Mette Frederiksen på et nu historisk pressemøde 11. marts 2020 lukkede Danmark ned, var et sammenbrud i sundhedsvæsenet det, der for enhver pris skulle undgås. Det var lige sket i Italien. Hospitalerne kunne ikke følge med. Ligene hobede sig op. Billeder af militære køretøjer, der fragtede døde menneskekroppe ud af den italienske by Bergamo stod i klar erindring.

»Jeg vil gerne understrege,« sagde Mette Frederiksen:

»Det er ikke et skræmmebillede. Det er ikke et fantasifuldt udtænkt fremtidsscenarie. Det er virkeligheden i et land, som de fleste af os kender. Hvor mange har været på ferie. Et land i Europa. I vores del af verden.«

På det tidspunkt var frygten udelukkende, at covid-19-patienter skulle kunne oversvømme hospitalerne. I dag er truslen anderledes, og nu er det kombinationen af covid-19, personalemangel og en truende potentiel influenzaepidemi, der får alarmklokkerne til at ringe.

Der er ikke engang 500 indlagte covid-19-patienter på landsplan, men hospitaler udskyder allerede nu blandt andet knæoperationer. Og herfra kan det næsten kun blive værre, for sygeplejerskerne har opsagt deres aftale om frivilligt overarbejde fra nytår, og influenzaen har ikke rigtigt fået fat endnu.

Men er sundhedsvæsenet virkelig ved at bryde sammen?

Fint med udsættelser

Jakob Kjellberg sukker i telefonen. Han er professor i sundhedsøkonomi ved Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, Vive, og i hans ører lyder ord som »sammenbrud« og »kollaps« unødvendigt dramatiske. Rigshospitalet styrter ikke pludselig i grus. Skadestuen lukker ikke, uanset hvor mange patienter der kommer.

»Sundhedsvæsenet bryder ikke sammen. Det omstiller sig,« siger professoren, som anerkender, at sundhedsvæsenet er presset, men det er ikke så mærkeligt under en pandemi.

Og når man taler om sammenbrud og kollaps, afhænger det i høj grad af, hvordan man definerer sundhedsvæsenet, og hvordan man definerer sammenbrud og kollaps.

»Vi har et meget robust og fleksibelt sundhedsvæsen. I modsætning til hvad man kan læse i medierne, så har vi i forhold til vores nabolande rigtigt mange ansatte per indbygger i sundhedsvæsenet. Så hvad er det egentlig, man mener med sammenbrud her?« spørger professoren.

I forhold til den akutte trussel er det landets hospitaler, der er under pres, og ikke det samlede sundhedsvæsen, som også består af privatpraktiserende læger og kommunale sundhedstilbud og meget mere.

I forhold til sammenbrud og kollaps kommer det helt an på, hvad man mener, at det danske sundhedsvæsen skal kunne.

På en skala fra udskudte knæoperationer til militære køretøjer på vej ud af Bergamo med lig er Danmark meget langt fra Bergamo og meget præcist i begyndelsen af skalaen.

»På den skala er vi nået til udskudte hofteudskiftninger,« siger professor i sundhedsøkonomi og sundhedspolitik ved Syddansk Universitet, Kjeld Møller Pedersen, og derfra der næsten utænkeligt langt til sammenbrud.

Han repræsenterer i øvrigt selv et trin på skalaen, da han skal opereres i øret, og den operation er ikke blevet udskudt endnu og bliver det nok heller ikke.

»Men det vil være helt fint, hvis den bliver udsat. Det er sådan, det må være, for vi er midt i en pandemi, og når vi ser tilbage på de udskudte operationer fra tidligere bølger, så viser det sig jo, at sundhedsvæsenet faktisk er i stand til at indhente det tabte,« siger Kjeld Møller Pedersen.

Også Jes Søgaard, der ligesom Kjeld Møller Petersen er professor i sundhedsøkonomi ved Syddansk Universitet, mener, at det er »overdrevent« at tale om sammenbrud.

»Det kommer ikke til at ske,« siger han og laver sin egen sammenbrudsskala, som går fra udskudte knæoperationer til afvisning af akutte patienter på landets hospitaler.

For nemhedens skyld sætter Jes Søgaard tal på skalaen og vurderer.

»Vi er nok på tre eller fire i denne vinter, hvor ti er det værst tænkelige scenarium,« siger han.

»Men der er ingen tvivl om, at sundhedsvæsenet er under et voldsomt pres. Især i hovedstaden,« siger Jes Søgaard, som i øvrigt mener, at det er på tide at tilføre flere penge til sundhedsvæsenet.

Det handler bare ikke om at undgå et kollaps.

Langt fra sammenbrud

Det hører med til den offentlige fortælling om et sundhedsvæsen på sammenbruddets rand, at presset på sundhedsvæsenet rammer skævt. Både når det gælder antallet af covid-19-patienter og mangel på sygeplejersker er hovedstaden hårdest ramt.

»Situationen er alvorlig,« mener direktør for Rigshospitalet, Per Christiansen, som dog ikke mener, at sundhedsvæsenet som sådan kan bryde sammen.

Problemer er der dog nok af.

»Flere ting kommer jo oven i hinanden. To covid-19-bølger med udsigt til en tredje kan føre til udbrændthed for dem, der står i første række. En frustreret gruppe af sygeplejersker og jordemødre, som er utilfredse med løn og overenskomst, og som vi har trukket veksler på i flere år i form af ekstravagter og merarbejde, og som ikke føler, at de bliver anerkendt nok. Et sundhedsvæsen, der i stigende grad er på 24/7, 365 dage om året, uden at ressourcerne er fulgt med demografien, de medicinske muligheder og de garantier, der udstedes politisk,« remser hospitalsdirektøren op.

Men et sammenbrud er stadig langt væk. Også selvom sammenbrud ikke defineres som et Bergamo-scenarium, men »blot« som en situation, hvor danske hospitaler for eksempel må afvise akutte patienter.

»Så længe der gennemføres planlagt kirurgi og ambulatorier og så videre er åbne, så er der et stykke vej derhen,« siger Per Christiansen.

»Og vi kan jo også stadig pålægge personalet vagter, men det er jo en ond cirkel, fordi det kan føre til udbrændthed og opsigelser, men gælder det liv eller død, vil vi selvfølgeligt gøre det,« siger hospitalsdirektøren, som understreger, at der er forskel på, hvor hårdt pressede de forskellige hospitaler i Region Hovedstaden er.

Sammenbrudssnak skaber utryghed

Formanden for Danske Patienter, som er en paraplyorganisation for 23 patientorganisationer, Klaus Lunding, har tidligere været direktør på Herlev og Gentofte Hospital og kender sundhedsvæsenet indefra og udefra.

»Jeg synes ikke, at det giver mening at tale om sammenbrud eller kollaps. Sundhedsvæsenet er presset, men ud fra et patientperspektiv er det ikke dér, vi er,« siger han.

»Fra et patientperspektiv er der faktisk en stor forståelse for, at operationer og kontrolbesøg kan udskydes, hvis situationen kræver det. Det er selvfølgelig ikke rart for den enkelte patient, men hvis det bliver kommunikeret klart, hvorfor det sker, og der følger en lægefaglig begrundelse med, så er der forståelse for det,« siger Klaus Lunding.

»Men det skaber utryghed, hvis man som patient ikke føler, at man kan regne med sundhedsvæsenet, og derfor synes jeg, at man skal passe på med at ikke tale problemerne større, end de er,« siger han.

Problemerne er store, understreger han, og der er virkelig brug for, at der findes en løsning på personalesituationen.

»Som jeg ser det, er manglen på sygeplejersker det største problem, for 450 covid-19-patienter burde kunne håndteres,« siger han.

Men sundhedsvæsenet er ikke ved at bryde sammen.

Formanden for Danske Patienter er ikke den første, der har undret sig over, at der skal ganske få covid-19-patienter til at vælte det danske sundhedsvæsen.

En lang 100-års hændelse

Da Berlingske under forrige vinters smittebølge spurgte Jes Søgaard, om det virkelig kunne være rigtigt, at 1.000 covid-19-patienter kunne lægge sundhedsvæsenet ned, svarede han ja, men han mente ikke, at vi skulle misunde det tyske sundhedsvæsen, som bedre kunne håndtere voldsomme stigninger i antallet af indlagte.

»Vi kunne godt lave vores system om, så det minder mere om det tyske, som umiddelbart bedre håndterer sådan en 100-års hændelse, som covid-19 vel er, men så ville vi skulle betale mere for vores sundhedsvæsen, uden at det ville fungere bedre i hverdagen uden covid-19,« sagde ham.

Nu har 100-års hændelsen varet i snart to år og ser ud til at fortsætte, og Jes Søgaard har skiftet mening. Udgifterne skal simpelthen tilpasses den nye virkelighed med covid-19 som et forventeligt pres på sundhedsvæsenet vinter efter vinter efter vinter.

»Hvis vi fremover skal have både influenza- og covid-19-epidemier om vinteren og risiko for samtidighed, så bliver vi nok nødt til at gentænke dansk sundhedspolitiks strategi om meget stram sygehuskapacitet, især på senge og også på intensivkapaciteten,« siger han og giver sig til at slå tal op i OECDs Health Data.

»I 2010 brugte vi 8,7 procent af BNP på offentlige sundhedsudgifter, hvor tyskerne brugte 9,2 procent. En pænt stor forskel, faktisk svarende til 12 milliarder kroner, hvis vi ganger procentforskellen ind i BNP,« begynder Jes Søgaard.

»I 2020 brugte vi 8,3 procent af BNP på offentlige sundhedsudgifter, hvor tyskerne brugte 9,9 procent. En stor forskel svarende til 37 milliarder kroner, hvis vi ganger procentforskellen ind i BNP,« forklarer han.

»Og så spørger du, om vi kan fastholde denne kapacitetspolitik i en fremtid med et stigende antal ældre, og nu er vi kommet til de 80+årige – deres antal stiger med 57 procent i indeværende tiår – og covidudbrud oven i influenza om vinteren? Svaret er efter min mening nej,« siger han.

Afgørende vinter for sundhedsvæsenet

Hvor mange flere penge, der skal tilføres, og hvordan, de helt præcist skal bruges, er til gengæld svært at svare på.

Jes Søgaards kollega på Syddansk Universitet vil i første omgang holde på pengene.

»Jeg tror ikke, at det bliver nødvendigt med samfundsøkonomisk dyre nedlukninger for at komme igennem den her vinter, og så er det svært at forsvare at øge sundhedsudgifterne,« siger Kjeld Møller Pedersen.

Jakob Kjellberg stemmer i:

»Meget afhænger af, hvordan vi kommer igennem den her vinter, for det fortæller også noget om udfordringerne de næste vintre. Hvis vi skal ud i totale nedlukninger som for et år siden, så kan jeg love dig, at der er masser af penge til at udvide kapaciteten i sundhedsvæsenet, hvis det kan løse problemet, for det helt vildt dyrt at lukke samfundet ned,« siger han.

Men hvis der igen skal lukkes ned for at forhindre et sammenbrud i sundhedsvæsenet, hvor kapaciteten ifølge Sundhedsstyrelsens seneste vurdering ligger på omkring 800 covid-19-patienter ad gangen, så vil det rent økonomisk give mening at øge budgettet, så næste års kapacitetsgrænse er dobbelt så højt, det vil sige 1.600, bare for at tage et eksempel.

Spørgsmålet for Jakob Kjellberg er dog, om kapacitetsgrænsen kan flyttes uden penge.

»Vi laver en hel del operationer, som der ikke er streng evidens for virkningen af. Det er meniskoperationer og visse typer af rygoperationer, eksempelvis,« siger han, og så gør han opmærksom på, at der også er en del sundhedspersonale, som arbejder et stykke fra patienterne.

Brandberedskabet

Det er sundhedsfagligt uddannet personale, som beskæftiger sig med administration og kvalitetssikring, og det er ph.d.’er og andre forskere, der tilsammen udgør en personalegruppe, som man bør se nærmere på, mener Jakob Kjellberg og henviser til en kronik i Berlingske, hvori tre overlæger beskrev en administrativ parallelverden, der drænede sundhedsvæsenets kerneopgaver for ressourcer.

»Jeg siger ikke, at det er simpelt, men det vil være en god idé at se på, om vi kan få flere til at tage en kittel på i en krisesituation, og så kan de ellers passe deres sædvanlige funktioner resten af tiden,« siger han.

Det danske sundhedsvæsen er indrettet sådan, at der er ekstremt travlt om vinteren, når influenza og andre infektioner – og nu også covid-19 – rammer, og knap så travlt om sommeren. Så hvis man kunne koncentrere de mindst vitale aktiviteter i sundhedsvæsenet om sommeren, så kunne alle mand møde på dæk om vinteren.

»Det er sikkert provokerende at sige det på den måde, men da jeg for mange år siden arbejdede på en færge, var vi alle sammen del af et brandberedskab, og det var vi ud fra en betragtning om, at hvis det brændte, så skulle vi ikke sælge ostemadder«, siger Jakob Kjellberg.

»På samme måde kunne man sige, at når der er epidemi, så skal sundhedsvæsenet ikke lave knæoperationer. Der er sådan set også, hvad der sker nu, og måske kan det ske på flere områder i sundhedsvæsenet,« siger han.

»Vi har i forvejen et utroligt fleksibelt sundhedsvæsen, men jeg tror, at vi skal se på, om det ikke kan blive endnu mere fleksibelt, så visse opgaver kun bliver udført om sommeren, imens alle mand kan tage kittel på, når der opstår krisesituationer om vinteren. Så kan det da godt være, at det også kan være fornuftigt med flere penge, men ikke før vi har gennemtænkt, hvad det er for et sundhedsvæsen, vi vil have,« siger professoren og understreger, at han er klar over, at det ikke vil være lige så simpelt, som det lyder.

Berlingske har spurgt Peder Hvelplund, Kirsten Normann Andersen og Per Larsen, hvad de mener, når de taler om »kollaps«, en »totalt uholdbar situation« og et tiltet sundhedsvæsen. Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Kirsten Normann Andersen, men Peder Hvelplund siger.

»Om bare nogle få måneder fra nu, så risikerer vi, at vi får et sundhedsvæsen, hvor personalet skal ud i nogle meget barske prioriteringer og arbejdspresset så voldsomt, at personalet knækker sammen og ikke kan løfte opgaven.«

Men det betyder jo ikke, at sundhedsvæsenet holder op med at virke?

»Jo, det vil holde op med at virke, for vi kan se, at personalet er begyndt at sive. På et eller andet tidspunkt rammer vi et tippingpoint, hvor det personale, der er tilbage, siger, det her kan jeg ikke mere. Og der er jo ikke noget quick fix, så når jeg bruger ordet kollaps, så er det for at understrege, at vi skal handle nu,« siger Peder Hvelplund.

Per Larsens forklaring er næsten enslydende.

»Når man ikke har mulighed for at bemande sengepladser i sygehusvæsenet og lukker dem ned, så må man i min optik komme i den situation, at man har en kapacitet, der er utilstrækkelig,« siger Per Larsen, som udmærket er klar over, at sundhedsvæsenet ikke i bogstaveligste forstand tilter eller bryder sammen eller holder helt op med at virke.

Det er billedsprog, mener han.

»Der er læger, der har sagt til mig, at nu er antallet af utilsigtede hændelser så højt, at det går ud over patientsikkerheden. Jeg mener ikke, at vi kan være tjent med et sundhedsvæsen, hvor nedlagte sengepladser og ekstrem travlhed kan risikere at koste liv. Så jeg ved ikke, hvornår man så skulle bruge billedsprog om, at nu tilter det, nu holder det ikke længere. Jeg synes ikke længere, at situationen er holdbar,« siger Per Larsen.