Professor: Video viser terrortiltalts støtte til Islamisk Stat

32-årig syrisk mand anklages for at planlægge terror mod tilfældige i København. Han nægter sig skyldig.

Fredag fortsætter en sag om forsøg på terror i Københavns Byret. Her er en 32-årig syrisk mand tiltalt for at planlægge et angreb med bomber og knive et sted i København. (Arkivfoto) Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

»Hvor er vi henne nu? Vi er i Europas gader.«

»Mens muslimerne dræbes, og æren bliver drænet, religionen bliver voldtaget - vi spiser, vi drikker.«

I retssal 41 i Københavns Byret blev en video fredag afspillet, hvor en mand med et håndholdt kamera går rundt udenfor og filmer sig selv.

Manden på videoen er den 32-årige syriske mand, som er anklaget for at ville slå tilfældige mennesker i København ihjel med knive og bomber.

Videoen er én ud af to, som syreren lagde på Facebook kort tid før, han ifølge anklagemyndigheden ville til København fra Sverige for at planlægge og udføre angrebet.

På videoen taler manden blandt andet om, hvordan muslimerne har kæmpet, men at de nu sidder i Europa og laver ingenting. Han siger, at man som muslim har pligt til at drage i kamp.

»Hvor er vi i forhold til jihad?«

» Det er en obligatorisk pligt for os alle,« siger han til kameraet.

Under dagens retsmøde er Jakob Skovgaard Petersen, der er professor ved Københavns Universitet, indkaldt som vidne. Her skal fortolke videoernes indhold.

Professoren forklarer blandt andet, at syreren i videoen lovpriser viljen til at ofre sig for profeten. Desuden virker det som om, at han har besluttet sig for, at der skal ske noget, lyder det fra professoren.

Synes hans sympati at ligge hos Islamisk Stat (IS), spørger forsvareren.

»Det synes jeg, han siger,« svarer Jakob Skovgaard Petersen.

/ritzau/