Robusthed er det værste. Af alle tidens buzzwords, som professor i ledelsesfilosofi Ole Fogh Kirkeby er draget på sit eget personlige korstog mod, er ideen om det robuste menneske nok den, han stejler allermest over.
Ja, helst skal vi stoppe med at tale om robustheden og slette begrebet fra de efterhånden mange stillingsannoncer, hvor det har sneget sig ind.
Uanset om du søger arbejde som business controller, socialrådgiver eller projektleder, ønsker tiden en robust skikkelse, der kan stå imod.
»Det offentlige og erhvervslivet vil bare have én, der ikke brokker sig. En, der nikker ja til det hele. Hvis det er en mellemleder, er det et menneske, der kan kvæle sin egen empati og eksekvere domme over andre. Så vil man have en bøddel,« siger professoren fra CBS.
Når man spørger Ole Fogh Kirkeby om, hvordan danskerne har det, læner han sig tilbage i sin lænestol, tager et dybt sug af sin tændte pibe og konstaterer derefter med et suk:
»Jeg tror ikke, at danskerne har det særlig godt. Jeg tror, at danskerne er ret stressede. Det fortæller de mange sygemeldinger os jo. En af synderne er new public management og det faktum, at hver eneste gang du har sat dig ind i noget i det offentlige, så kommer der en ny bekendtgørelse og så starter du forfra. De mange dokumentationskrav betyder også noget.«
Engang havde vi et effektivt middel mod stress. Det var den indbyrdes solidaritet mellem de ansatte, hvor man sammen sagde fra og sammen støttede hinanden. Det har bølgen af selvledelse fuldstændigt destrueret, siger han.
»Der findes ikke noget kriterium for, hvornår du er blevet bedre. Du skal bare være hurtigere. Samtidig er fagbevægelsen ved at være væk, og den var jo en beskyttelse. Vi står på mange måder alene ude på arbejdsmarkedet.«
I dag lever mantraet om, at man selv skal tage ansvar for sin personlige udvikling som medarbejder, i bedste velgående. Ligesom at vi som medarbejdere får en masse ansvar sendt videre oppefra.
Ifølge Ole Fogh Kirkeby er det mellemlederne, der står i den mest problematiske afdeling i både erhvervslivet og det offentlige. De får alt det dårlige oppefra og skal sende noget videre til dem nedenunder, der gør dem glade.
»Der er en dobbelthed i det. Arbejderen har selv krævet mere ansvar og bestemmelse – og arbejdsgiveren har givet aben videre. Men selvledelse kræver jo i virkeligheden endnu mere ledelse. Fordi du skal forhindre dine ansatte i at slås for meget og sørge for at de er tilfredse.«
Ofte undrer Ole Fogh Kirkeby sig selv over det, når han ser ordet optræde i jobannoncerne. Hvad er det egentlig, man mener som arbejdsgiver, når man søger en kommende ansat med robusthed i kroppen?
»Jeg har på fornemmelsen, at de ikke rigtig ved det selv. Man søger formentligt nogen, der bider tingene i sig. Især de typer, der slet ikke kan forestille sig, at tingene kunne være anderledes.«
Han vil ikke afvise, at mennesker der har en skrøbelighed i sig og som har tilkæmpet sig en større robusthed, er et stort aktiv for en arbejdsplads.
»Men mennesker som bare er robuste uden at have skrøbelighed eller en form for sensitivitet i sig, er ofte katastrofale at have gående på en arbejdsplads. De fornemmer ikke andre mennesker,« siger Ole Fogh Kirkeby.
Tiden ønsker ikke kun en robust ansat. Tiden taler også om familierobusthed, robusthed i parforholdet, robuste skolebørn, mental robusthed og ikke mindst den robuste leder.
Ole Fogh Kirkeby mener, at vi som samfund ved at udvikle et fatalt ledelseskoncept. Robuste mennesker burde slet ikke komme i nærheden af en chefstilling, siger han med et stort suk igen, imens duften fra piben spreder sig.
»De kan ikke fortrænge dem selv. Hvis man ikke har en sensibilitet i sig, bliver man en levende manual. Robuste ledere er ikke gode personaleledere. De er opportunister og strategiske.«
Der er den negative robusthed. Den, der får ledere til at skabe et stress-sneglespor efter sig, når de går rundt i kontorlandskaber med ørepropper i og skyklapper på, så de ikke kan se, hvordan deres ansatte rigtigt har det.
»De bekymrer sig ikke så meget om samfundet eller organisationen. Det er den robusthed, jeg taler imod. I den positive robusthed gør du derimod brug af din tvivl, dine svagheder og dine anfægtelser til at skabe noget nyt. Du har modet til at holde fast i din tvivl. Du skal være rede til at få din røv på komedie.«
Hvad er løsningen? Hvad skal vi sætte ind i stedet for det robuste menneske?
I dag er alle blevet så optagede af at transformere deres egne svagheder om til styrker, at vi har lagt skrøbeligheden på hylden.
»Vi tager den ikke med på arbejde. Men man skal bruge den aktivt i sit job eller sit lederskab. Det er sensitivitet, intuition – alt, det vi ellers taler om som værende feminine egenskaber.«