Professor: Forkert at belønne bloddonorer med billig tatovering

Det vækker harme hos en overlæge, at blodbanken har indgået et samarbejde med en københavnsk tatovør om billige tatoveringer med GivBlods officielle logo.

ARKIVFOTO. Fold sammen
Læs mere
Foto: Morten Dueholm
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Normalt bydes der på en sodavand, en småkage og måske en øl, når man i den gode sags tjeneste får tappet blod.

Men i København har donorerne mulighed for at supplere læskedrikken med et varigt minde en tatovering med det officielle logo for GivBlod, den røde bloddråbe.

Således har frivillige bloddonorer i Region Hovedstaden, GivBlod og blodbanken i Region Hovedstaden 15. juni ifølge Jyllands-Posten lanceret kampagnen »Et prik for livet - bloddonorer vil tatoveres«. Den indebærer et samarbejde mellem blodbanken og tatovøren The Old Barber Shop, hvor bloddonorer kan få den officielle røde bloddråbe fra GivBlod som tatovering for 400 kroner.

Men det opsigtsvækkende samarbejde møder en hård kritik fra overlæge og professor Jørgen Serup, der er leder af Tatoveringsklinikken på Bispebjerg Hospital. Han har på Tatoveringsklinikken behandlet hundredvis af danskere med skader efter tatoveringer, blandt andet alvorlige allergiske reaktioner på de røde farver i tatoveringerne.

»Det er helt forkert og meget mærkeligt, at man i god sags tjeneste lokker unge mennesker ud i at blive tatoveret - og oven i købet med rødt, som indebærer en helbredsrisiko,« siger han til Jyllands-Posten.

Hos den kommunikationsansvarlige for kampagnen Merle Wiborg Romose forstår man ikke kritikken. Hun peger blandt andet på, at der er behov for 25.000 nye bloddonorer årligt, og kampagnen er en måde at imødekomme de unge på, forklarer hun.

Indtil videre har omkring 300 bloddonorer gjort brug af tilbuddet, vurderer Jonas Hausted fra The Old Barber Shop.

I Danmark er der cirka 220.000 bloddonorer.