Privatundervisning skal rette op på skolens mangler

Fem børn har i den forgangne uge været på sommerskole for at lære at læse og regne ordentligt. En tidligere folkeskolelærer har nedsat sig som privatlærer.

Står der yver eller ymer? Og hvad er det nu lige, de to ord betyder? Marianne Lyngbirk hjælper Jesper gennem bogen, mens Martin ser til. De to drenge vil helst ligge og læse i trampolinen. Men det bedste ved somemrskolen er nu, når de skal »hoppe tabeller« i trampolinen. Foto: Søren Bidstrup. Fold sammen
Læs mere

Klasseværelset er skiftet ud med en trampolin i haven og en hyggesofa i stuen. I stedet for pedellen i skolegården er det den brune hønemor med sit konstant pippende vedhæng af kyllinger, der skridter fronten af ude foran. Og de medbragte madder i madkassen skal spises på verandaen i stedet for i skolens kantine.

Men selv om rammerne er forskellige, går de fem børn faktisk i skole i det gamle ledvogterhus ved Husum Station i denne den første sommerferieuge. Deres forældre har betalt ca. 2.000 kroner for en uges sommerskole i håbet om, at det vil give deres barn lige netop den ekstra støtte, det har så hårdt brug for, men som der ikke er tid til i en almindelig skolehverdag.

Klokken 10 samler Marianne Lyngbirk, der er tidligere folkeskolelærer, børnene rundt om sofabordet for at høre, hvor mange bøger de har læst i ugens løb. Ti-årige Jesper er skrap til at regne, så han sætter sig på gulvet med læsesedlerne spredt ud foran sig og tæller og tæller og tæller sig frem til, at han har rundet de 516 sider.

Foran børnene venter tre timers undervisning og leg, inden forældre eller bedsteforældre igen står ved den hvide havelåge for at køre dem hjem.

Men inden da skal en sværm af ord og tal først vendes og drejes, gættes og genkendes.

Højtlæsning i sofaen
Sofie på ti år hygger sig med at læse højt af »Tante Fjas vander have«, mens hun sidder i sofaen sammen med Marianne Lyngbirk. Da hun er færdig, bliver de enige om, at Sofie nok skal læse en lidt sværere bog. »Min lærer siger, at jeg skal læse lix 13,« siger hun med kendermine.

»Du læser rigtig godt, og du laver næsten ingen fejl. Du skal bare have tempoet op uden at få stress af det,« roser Marianne Lyngbirk.

Sidste sommer etablerede hun sin egen privatlærervirksomhed, Mary Poppins, i hjemmet i Husum. Inden da var det blevet til syv år i folkeskolen, men til sidst ville hun ikke mere være med mere.

»Det fungerede ikke godt. Timerne i specialcentret blev aflyst, og det var ikke bare engang imellem. Op imod halvdelen af timerne blev droppet, fordi vi speciallærere skulle ud og være vikarer, når der manglede en lærer i en af klasserne. Hvis man undrer sig over, at specialundervisningen ikke virker, er det ikke så underligt. Hvis jeg var forælder til et af de børn, ville jeg være desperat, for de får ikke den hjælp, de har behov for,« fortæller Marianne Lyngbirk.

Hendes erfaring er, at mange af børnene blot har brug for et lille skub fremad. Lidt tid, ro og tålmodighed. Ros og sejre. Plads til at lære tingene i deres eget tempo. Men tiden til at lytte, rette og gentage, og tålmodigheden til at vente på de små sejre, kan have trange kår i en klasse, hvor 24 andre elever venter på deres tur.

»Jeg har haft en dreng i 9. klasse i et længere forløb. Han kunne ikke sige to ord sammenhængende på engelsk, da jeg startede med ham. Egentlig kunne han godt, men der havde bare aldrig rigtig været tid og plads til at få ham til at åbne sig i skolen. Han endte med at få et ni-tal.«

Forældrene betaler p.t. cirka 300 kroner i timen, men det kan variere efter behov og opgavens art. At gribe til lommen kan være den eneste udvej for forældrene, og det er en falliterklæring for folkeskolen, mener Marianne Lyngbirk.

»Det er i afmagt, jeg er begyndt som privatlærer. Jeg ved, hvad der skal til for at hjælpe børnene, og det er frygteligt, at de ikke får den nødvendige hjælp.«

Matematik i trambolinen
Ude i haven blander solsortefløjt og summen fra S-toget lige bagved hækken sig med godmodig gokken fra hønemor, der må være noget nær et matematisk geni, siden det lykkes hende at holde styr på de flyvske kyllinger, som der vist er sådan cirka ti stykker af. Det med matematikken går nu også helt fint for Jesper og 11-årige Martin, der hopper tabeller i trampolinen. 9-tabellen er ikke noget problem, for de har luret fidusen. »Det er bare 9-18-27-36-45 den går én ned hver gang,« forklarer de.

Ni-årige Nina kan ikke rigtig beslutte sig til, hvilken bog der nu skal læses. Hun er i gang med én om en ost, men den bryder hun sig ikke om, for hun kan ikke lide ost. Så giver hun sig i kast med bogen om Otto, der er glad, fordi han har fået en pakke fra sin mor.

Fra privat- til folkeskole
I børnehaveklassen gik Nina i privatskole, men der lærte hun ingenting, fortæller hendes mor, Irina Rasmussen. Nu har Nina gået to år i den lokale folkeskole på Frederiksberg med ekstra støtte timer i dansk. Men det har ikke hjulpet nok, og derfor har Irina Rasmussen overvejet at lade Nina gå 2. klasse om.

»Men det frarådede hendes lærere, for hun er så glad for sin klasse. Vi har faktisk været glade for folkeskolen og for hendes klasselærer. Men Nina mangler ro til at lære at læse bedre, for der er 24 elever i klassen, og læreren har ikke tid nok til hende, når hun også skal hjælpe de andre børn,« forklarer Irina Rasmussen, der også må bruge halvanden til to timer dagligt på at hjælpe med lektierne.

Familien har overvejet at vælge en privatskole med lavere klassekvotienter end folkeskolen, men på grund af de dårlige erfaringer med Ninas første privatskole, holder de fast ved folkeskolen.

Marianne Lyngbirk mener heller ikke, at frustrerede forældre får det store ud af at gå til privatskolerne. De færreste af dem er indrettet på at tage hensyn til de børn, der har faglige problemer. Børnene burde få den nødvendige hjælp i folkeskolen, men det kniber det med, er Marianne Lyngbirks erfaring.

Det er tid for frokostpause. Jesper sætter endnu et klistermærke på sin læseseddel som tegn på, at endnu en bog er læst. GOOD WORK står der.