Privathospitaler vil skanne kræftpatienter

Privathospitaler foreslår, at deres skannere kan hjælpe med til at nedbringe ventetiden for kræftpatienter. Regioner åbne for forslaget, men savner penge.

Danske Regioner er åbne for at lade privathospitalerne klarer endnu flere skanninger, så ventetiden for kræftpatienterne kan komme ned. Det siger regionernes formand Bent Hansen (S), efter at Sammenslutningen af Privathospitaler og Privatklinikker i Danmark (SPPD) torsdag opfordrede regionerne til at drøfte en samarbejdsaftale, hvor privathospitaler og klinikker udvider åbningstiden på deres skannere.

De ekstra skanninger skal dog ikke bruges på kræftpatienter, men til at aflaste kræftskannerne for andre typer af patienter, siger Bent Hansen.

Finansieringen kan være på vej fra Christiansborg, hvor Dansk Folkeparti har foreslået at afsætte 300 millioner kroner på finansloven til at forkorte ventetiden på udredning af kræft.

- Min vurdering er, at vi kan tilbyde 700 MR- og 500 CT-skanninger om måneden, siger Nis Alstrup, formand for privathospitalerne.

/ritzau/