Pristjek: Spar en tredjedel på mest populære drivhuse

Der er mange penge at spare ved at undersøge priserne, før man køber drivhus.

Drivhus, gartneri - 2018030711
Drivhuset er ideelt, hvis du drømmer om at dyrke grøntsager som tomater, agurker, peberfrugter og chili. Free/Colourbox.dk Fold sammen
Læs mere

København. Drømmer man om at dyrke sine egne frugter og grøntsager i et varmt og beskyttende drivhus, kan det godt betale sig at tjekke markedet ud, før man slår til.

For der er ikke bare et væld af mærker og modeller at vælge imellem. Der er også rigtig stor forskel på, hvad det samme produkt kan koste forskellige steder.

Prissammenligningssiden Pricerunner har nærstuderet priserne på de ti mest populære drivhuse på siden. Og på tværs af sammenligningen er billedet helt det samme: Der er rigtig mange penge at spare ved at sætte sig ind i tingene, før man slår til.

- Der er i snit 37 procent at spare for dig som forbruger ved at sammenligne prisen, inden du handler. Køb i den billigste butik, da alt andet vil være spildte penge, siger Martin Andersen, som er country manager hos Pricerunner.

Forbrugerstyrelsen råder på sin hjemmeside også til altid at tjekke prisen flere steder, før man køber haveredskaber eller planter. Køber man nyt haveudstyr på nettet og fortryder sit køb, har man 14 dages fortrydelsesret.

Det drivhus, der er lavet flest søgninger på, er et Halls Atrium på ni kvadratmeter.

I den dyreste butik koster det 21.999 kroner, mens det kan købes for 8748 kroner det billigste sted. Her er prisforskellen 13.251 kroner, og det giver en besparelse på 60 procent ved at købe drivhuset det billigste i stedet for det dyreste sted.

- Jeg ville føle mig snydt bagefter, hvis man ikke er opmærksom på de store prisforskelle, der er på drivhuse, siger Martin Andersen.

Blandt de ti drivhuse, der er blev søgt mest på, er der besparelser at hente på alle modellerne, det strækker sig fra en besparelse på 9 til 60 procent.

/ritzau fokus/