Prins Vincent og prinsesse Josephine

Kronprinsparrets tvillinger er netop blevet døbt. De hedder Vincent og Josephine

Foto: Liselotte Sabroe
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Så har kronprinsparrets tvillinger fået deres navne i Holmens Kirke. Den lille prins hedder Vincent Frederik Minik Alexander, og prinsessen har fået navnene Josephine Sophia Ivalo Mathilda.

De to små blev døbt i hver sin gamle dåbskjole – prinsen i den traditionelle, kongelige dåbskjole, der blev båret første gang af den senere Christian X i 1870, mens prinsessen bar en dåbskjole, der stammer fra dronning Ingrids familie. 

Den lille prins lå på sin fars arm, og prinsessen lå på sin mors. Den lille prins græd lidt i kirken, da han fik hældt vand over panden, mens prinsessen forholdt sig roligt under hele barnedåben.

Før dåbshandlingen havde kongelig konfessionarius og tidligere biskop, Erik Norman Svendsen, holdt en tale for dåbsfamilien, hvor han også lagde vægt på, at selv om det var en højtidelighed af privat karakter, så fulgte det meste af Danmark med.

- I Danmark følger vi med i den kongelige families gøren og laden, næsten som var det vores egen familie. Derfor har vi glædet os over den vellykkede tvillingefødsel, og vi har set frem til at se med ved dåben i dag. Vi er så at sige alle indbudt til festen, sagde Erik Norman Svendsen i sin tale.

Seks faddere til hver

Hver tvilling havde hele seks faddere ved dåben, blandt dem var prinsesse Marie og den spanske kronprins Felipe, der dog ikke personligt var til stede ved dåben. Desuden stod to af kronprinsesse Marys søskende, John og Patricia også faddere for henholdsvis deres nye nevø og niece.

Også tvillingernes ældre søskende, prins Christian og prinsesse Isabella, var trukket i det fine tøj og var med i første parket ved dåben.

Og det var en lang række af flotte hatte, store pelse og høje hæle, der trippede over de toppede brosten uden for kirken, da gæsterne begyndte at ankomme til dåben fra klokken halv tre. Blandt gæsterne er også en lang række kendte danskere, både skuespiller Ellen Hillingsø, filminstruktør Hella Joof og skibsreder Mærsk McKinney Møller var med.