Prins Joachim friede i Tyrkiet

Prins Joachim faldt på knæ denne sommer på en privat ferie i Tyrkiet. VIDEO: Marie og Joakim annoncerer forlovelse

Foto: Claus Bjørn Larsen Fold sammen
Læs mere

Den kommende prinsesse Marie og prins Joachim var på ferie i Tyrkiet denne sommer. Det var her, at prinsen var nede på knæ og fri til Marie Cavailler.

Det fortalte Marie Cavallier, da hun onsdag eftermiddag mødte den samlede danske presse sammen med sin nye forlovede. Den kommende prinsesse virkede afslappet og velforberedt.

De to mødtes for første gang ved et privat jagtselskab i efteråret 2002. De forelskede sig dog først i 2005.

Parret, der afholdt pressemødet på engelsk, fortalte også, at Marie fik sin ring i går aftes, og at hun først efter brylluppet til foråret flytter til Danmark.

Spurgt om, hvordan hun vil håndtere rollen som stedmor, svarede Marie Cavallier, der selv er skilsmissebarn, at det handler om, at lade tingene udvikle sig lige så stille – at »træde et skridt tilbage,« sagde hun.

Maries kommende rolle ville parret ikke nærmere ind på. Prins Joachim mente, at det var for tidligt at sige mere om, hvilke protektorater eller andre opgaver Marie kan påtage sig.

Selv sagde hovedpersonen om sin nye rolle, at det bliver »spændende og interessant – men også svært«. Spurgt om, hvad de svære ting kan være, slog hun ud med armene og svarede: »Det her.«

Danmark kender hun endnu ikke indgående. Men hun har lært sig noget om dansk historie.

Indtil brylluppet bliver Marie Cavailler boende i sin lejlighed i Schweiz, hvorefter parret bosætter sig på Schackenborg i Møgeltønder.