Prins Joachim: Familien forstår prins Henriks begravelsesønske

Det er ikke en nyhed for os, siger prins Joachim om sin fars ønske om ikke at blive begravet med dronningen.

Foto: Thomas Lekfeldt.
Læs mere
Fold sammen

Den kongelige familie er indforstået med prins Henriks beslutning om ikke at blive begravet sammen med sin hustru, dronning Margrethe, i Roskilde Domkirke.

Det siger regentparrets yngste søn, prins Joachim, til Ekstra Bladet.

- Det er ikke en nyhed for os i familien, og vi er indforståede med det, siger han til avisen i forbindelse med et arrangement på Københavns Rådhus fredag.

Nyheden om prins Henriks overraskende beslutning kom torsdag.

Her understregede kongehuset i en pressemeddelelse, at også dronningen "var indforstået med beslutningen".

Det var ellers planen, at regentparret skulle begraves sammen i domkirken.

Med beslutningen bryder prins Henrik traditionen for, at danske regentpar begraves sammen.

Til BT fortalte kongehusets kommunikationschef, Lene Balleby, at prins Henrik har været utilfreds med sin rolle i kongehuset.

- Det er ingen hemmelighed, at prinsen i mange år har været utilfreds med sin rolle og den titel, han er blevet tildelt i det danske monarki. Den utilfredshed har i de senere år fyldt mere og mere, sagde hun torsdag til avisen.

- For prinsen er beslutningen om ikke at lade sig begrave ved siden af dronningen den naturlige konsekvens af, at han ikke er blevet ligeværdigt behandlet i forhold til sin ægtefælle - ved ikke at få den titel og funktion, som han har ønsket.

/ritzau/