Prins Harry vil forbyde populært computerspil: »Det er lige så vanedannende som stoffer og alkohol«

Hvis det stod til den britiske prins Harry, skulle det populære computerspil Fortnite forbydes. Blandt eksperterne er der uenighed om, hvorvidt computerspil som Fortnite kan have konsekvenser for børnene.

Storbritanniens prins Harry mener, at Fortnite bør forbydes. Fold sammen
Læs mere
Foto: ADRIAN DENNIS

»Dét spil bør være forbudt,« sagde Storbritanniens prins Harry om det populære computerspil Fortnite, da han i onsdags var på besøg i YMCA-foreningen i London for at tale om mental sundhed. Det skriver CBS.

»Det er lavet for at skabe afhængihed, for at holde dig foran computeren i så lang tid som muligt. Det er så uansvarligt,« sagde han og tilføjede, at sociale medier kan være mere vanedannende end alkohol og stoffer – og endda endnu farligere, fordi computerspil er normalt og der derfor ikke er nogen restriktioner.

Omkring 200 millioner mennesker i verden spiller Fortnite. Ifølge en amerikansk undersøgelse fra 2018 har 61 procent af amerikanske teenagere spillet det populære computerspil, mens 24 procent af forældrene er bekymrede for den mængde af tid, deres børn bruger på spillet.

Aida Bikic, psykolog

»Der er ikke nogen, der med sikkerhed ved, hvad der sker på sigt, når man som barn spiller meget computer«


Børnene kan ikke selv styre det

Den amerikanske psykiater dr. Sue Varma fortæller til CBS, at spil som Fortnite giver børnene en god dosis dopamin, hvilket er problematisk, da børn endnu ikke har lært kontrol og regulering. De ved ikke, hvornår de skal stoppe.

Ifølge dr. Sue Varma kan børnene udvikle en higen efter spillene og blive irritable – og til tider endda voldelige – hvis de ikke får lov til at spille.

Aida Bikic, der er psykolog, ph.d og adjunkt ved SDU, giver den amerikanske professor ret.

»Børnene kan ikke stoppe med at spille af sig selv. Det er ligesom at give dem en stor pose slik og sige, at de selv skal styre, hvor meget de spiser. Derfor er det forældrene, der skal styre, hvor meget deres børn spiller computer,« siger hun og fastslår, at det officielt anbefales, at børn højst spiller en-to timer om dagen, afhængigt af barnets alder.

Ifølge den danske psykolog er det svært at generalisere, hvordan børnene vil reagere, hvis de ikke får lov til at spille, men hun fortæller, at nogle studier har vist, at børn, der spiller meget computer, ofte udviser flere depressive symptomer og udvikler emotionelle og adfærdsmæssige problemer. Dog er der ikke forsket i årsagssammenhængen, så det kan ikke slås fast, at det netop er computerspillene, der er skyld i børnenes sindstilstand.

»Der er ikke nogen, der med sikkerhed ved, hvad der sker på sigt, når man som barn spiller meget computer. Men det kan potentielt være skadeligt for nogen børn,« siger Aida Bikic.

Fortnite er et samarbejds- og overlevelsescomputerspil fra 2017. Fortnite foregår i nutiden, hvor en pludselig verdensomspændende storm forårsager, at 98% af verdens befolkning forsvinder, og zombie-lignende væsner rejser sig for at angribe resten. Fold sammen
Læs mere
Foto: Epic.

Intet videnskabeligt belæg

Rune Kristian Lundedal Nielsen, der er psykolog og adjunkt på IT-Universitetet i København, er ikke helt enig i, at et spil som Fortnite har en negativ indflydelse på børnene. Det fortæller han til DR.

»De bedste studier viser, at det er under én procent af befolkningen, der har et problematisk forhold til gaming. Og det er typisk folk, der i forvejen døjer med andre problematikker – som for eksempel ensomhed eller manglende autonomi i eget liv, siger han.

Han mener, at det er fuldkommen urealistisk, at prins Harrys ønske om at forbyde Fortnite skulle opfyldes.

»Det virker ikke, som om han taler ud fra forskning på området, når han udtaler sig. For vi har simpelthen ikke noget godt videnskabeligt belæg for de påstande, han fremfører,« siger han til DR.

Det er ikke første gang, at folk bliver bekymrede for computerspil. Rune Kristian Lundedal Nielsen fortæller, at bekymringen før har handlet om spillene »League of Legends« og »World of Warcraft«, og før det var man bekymrede for fjernsyn og telefoner.