Prins Christian opfordrede til statskup og ville genindføre enevælden

Den senere Christian IX forsøgte i 1858 at overbevise regeringen og oppositionen om at gennemføre et statskup, så Danmark kunne vende tilbage til enevælden. Han talte sågar om at få kongen til at abdicere. Han ville med sig selv som konge for enevælden redde helstaten fra at falde fra hinanden, sikre fred med tyskerne og undgå en ulmende krig, der brød ud i lys lue i 1864.

Den senere kong Christian IX foreslog som kronprins at sende den folkekære Frederik VII på pension. Foto: Scanpix Fold sammen
Læs mere

Han levede et skørlevned, var slave af portvin, skilt to gange og nu skandaløst gift med en borgerkvinde. Han kunne ikke få børn og truede i det ene øjeblik med at abdicere for i det næste at true med at genindføre enevælden.

Kong Frederik VII afspejlede på sin helt egen måde Danmark i 1850erne. Det var brydningstider. Akkurat som han havde kurs mod sit endeligt i 1863, havde Danmark kurs mod nederlag og ydmygelse i 1864. Såret efter tabet af Norge i 1814 var stadig gabende åbent, Treårskrigen med Slesvig-Holsten og prøjserne var næppe overstået, enevælden kun lige afskaffet, og fundamentet under helstaten med kongeriget Danmark og hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenborg blev ved med at slå revner.

Som om det ikke var nok, stod tronen til at blive overtaget af en prins, Christian, som det kun med største besvær, politisk balancegang og stormagters indgriben i 1852 var lykkedes at udpege som kommende tronfølger efter Frederik VII, der var barnløs. Christian var ikke danskernes prins. Han blev derfor omtalt som Protokolprinsen med henvisning til fredsaftalen efter Treårskrigen, London-protokollerne, som fastslog, at den glücksborgske Christian skulle være konge.

Historien om Danmarks skelsår op til 1864 er kendt og bliver genfortalt i historikeren Rasmus Glenthøjs nye bog »1864 – Sønner af de Slagne«. Men Glenthøj beskriver også to konkrete episoder fra 1858, der ifølge ham selv ikke har været offentligt fortalt før. Han når frem til, at prins Christian helt uhørt to gange i 1858 forsøgte at overbevise politikerne om at begå statskup og genindføre enevælden for at sikre helstaten og dermed fred med Det Tyske Forbund. Ja, han gik så langt som at foreslå, at Frederik VII, eller Frederik Folkekær som han blev kaldt, skulle abdicere. I stedet skulle Christian afløse ham for selv at fremskynde enevældens genkomst.

Glenthøj har fundet oplysningerne om tronfølgerens kandestøberier i dagbøger skrevet af politikeren C.G. Andræs hustru, Hansine, og den nationalliberale politiker og minister A.F. Krieger. Begge var »en del af den absolutte elite og har skrevet det ned, mens det skete«. Oplysningerne i dagbøgerne er ifølge historikeren »mildest talt opsigtsvækkende«.

»Det var en stærkt kontroversiel udmelding, og mange ville have været kraftigt imod den,« siger historikeren fra Syddansk Universitet (SDU).

Prins Christian luftede tanken om statskup første gang 28. februar 1858 over for Danmarks nationalliberale konsejls­præsident (statsminister), C.C. Hall. Prinsen fortalte Hall, at »det eneste fornuftige« var at vende tilbage til enevælden, der var blevet afskaffet ti år før, i 1848, under Frederik VII.

Målet helligede midlet for prinsen. Kong Christian IX, som han blev kronet i 1863, ville redde helstaten fra at falde fra hinanden. Under enevælden var hertugdømmerne nemlig ligestillet med kongeriget Danmark. De ledende kredse i Slesvig, Holsten og Lauen­borg ville derfor godt kunne leve med at være en del af en ny enevælde, vurderede prinsen. Hvad de ikke kunne leve med, var den aktuelle parlamentariske situation i helstaten. De følte sig forfordelt.

Glenthøj understreger, at det fortaber sig i historiens tåger, om Christian i 1858 ønskede Danmark tilbage til tiden før 1848 eller blot til tiden omkring 1854, da der »de facto var enevælde en kort overgang«.

I sommeren 1854 underskrev Frederik VII på foranledning af en konservativ regering således en ny forordning, så der blev skabt et helstatsparlament, et rigsråd. Det var dog kun rådgivende, og det var derfor alene kongen og regeringen, der bestemte.

Håbet var, at det ville bevare helstaten, fordi det ligestillede hertugdømmerne med kongeriget, og at stormagterne, bl.a. prøjserne og østrigerne i Det Tyske Forbund, ikke ville have indvendinger.

Borgerskabet i oprør

Men den offentlige mening i Danmark var ikke stemt for enevældens genkomst. Ikke mindst Københavns oplyste borgerskab var i oprør. Avisen Fædrelandet førte an i kritikken, Berlingske Tidende var knap så op­hidset. Borgerne begyndte at gå til grundlovs­møder, nationalliberale og bondevenner gjorde fælles sag, og Frederik Folke­kær begyndte at tvivle på den forordning, han selv havde underskrevet.

Tiden gik. Den konservative regering faldt, en samlingsregering kom til, og helstaten fik i 1855 en ny forfatning. En meget konservativ forfatning, hvor blot 6.000 af statens mænd havde stemmeret. Men konservative kredse i Holsten ville ikke acceptere forfatningen med henvisning til, at der var flere danske mænd end mænd fra hertug­dømmerne i parlamentet. De frygtede at blive undertrykt af det danske flertal. De gik til Det Tyske Forbund, og prøjserne og østrigerne, der tidligere havde lovprist helstatsforfatningen, »vendte om«, forklarer Glenthøj. Slesvigs og ikke mindst det tysktalende Holstens sag lå det tyske folk på sinde. Der var torden i syd. I 1858 erklærede forbundet forfatningen af 1855 ugyldig.

»Man snakkede om krig i slutningen af 1850erne,« siger Glenthøj.

Tilbage til prins Christians møde med Hall den februardag i 1858. Hall lyttede til prinsens argumenter. Bl.a. om, hvordan tyskerne ville have mere end svært ved at blande sig i Holstens og Danmarks indre anliggender, hvis holstenerne accepterede en ny enevælde og dermed helstaten. Holsten havde godt nok været en del af Det Tyske Forbund siden Wienerkongressen i 1815, men valgte holstenerne helstaten til, »havde Det Tyske Forbund ingen sag i forhold til Holsten«, som Glenthøj udtrykker det.

Hall sagde nej. Enevælden var for ham et overstået kapitel.

Prinsen lod sig ikke spise af med kurven fra Hall. Han gik en måneds tid senere til en af oppositionens ledere, baron Blixen-Finecke, og gentog sit forslag. Baronen vred sig. Frederik VII havde jo givet danskerne deres grundlov i 1849 og lovet dem, at den var kommet for at blive, lød det fra baronen. Prinsen blev ved. Hvad med at få kongen til at abdicere og sende ham til udlandet med en passende apanage? Glenthøj gætter på, at Blixen-Finecke »må have følt sig yderst utilpas« ved prinsens sidste forslag.

»For prinsen og med den baggrund, han havde, og ud fra hans præmisser, gav det god mening at genindføre enevælden,« mener Glenthøj.Og med det slutter Christians forsøg på at ændre historiens gang?»Så vidt vi ved,« siger Glenthøj:

»Men der er hele tiden en frygt for, at han vil forsøge på det, når han bliver konge.«

Der er dog ingen tvivl om, at den kommende konge vidste, at det, han talte om, var et statskup. Måske ikke sådan et med marcherende soldater i gaden. Men sådan et, hvor regeringen udstedte en forordning, så den alene kunne regere på kongens ordre.Var han på vej ud i noget, der lignede forræderi?»At tale om kongens abdikation var problematisk. Han bevægede sig på en hårfin grænse. Der er ingen tvivl om, at både Hall og Blixen har opfattet det som et meget problematisk forslag,« fortæller historikeren.

Tankerne overrasker ikke

Ifølge museumsinspektør Inge Adriansen, Museum Sønderjylland og Sønderborg Slot, blev der dengang »snakket meget om at genindføre enevælden«. Men »det er nyt« for hende, at Christian »opfordrer til at sætte Frederik VII af«. Men hans tanker overrasker hende ikke.

»Den dynastiske tankegang, som han repræsenterer, er per definition fremmed over for den demokratiske tankegang. For den dynastiske tankegang handler det om at bevare en så stor del af territoriet som muligt udelt,« siger hun.

Tidligere lektor på Saxo-Instituttet på Københavns Universitet Hans Vammen er i sin forskning stødt på de samme dagbøger som Glenthøj. Han har dog ikke skrevet om dem, og de indgår ikke i hans bog »Den tomme stat« om dansk politik fra 1848 til 1864.

»Der var alle mulige kandestøberier på det tidspunkt,« siger han.

Glenthøj understreger, at han »ikke siger«, at han er den første til at læse om prins Christians tanker i dagbøgerne. Men han »er den første til at beskrive dem«.

»Selvfølgelig har andre historikere læst dem før mig, dagbøgerne er jo publiceret, og de må være stødt på oplysningerne. De har bare ikke omtalt dem,« siger han.

Da Frederik VII døde sidst i 1863, og Christian blev konge, var krigstrommerne ved at nå crescendo nord og syd for floden Ejderen. Den danske regering vedtog en forfatning, der knyttede Slesvig tættere til Danmark og samtidig helt stækkede holstenernes indflydelse på dansk politik. Danmark til Ejderen, lød det herhjemme. Tyskerne svarede igen. Prøjsiske og østrigske tropper marcherede til Holsten.

Tyskerne havde længe haft blikket rettet mod ikke bare Holsten og Lauenborg, men også hele eller dele af Slesvig. Akkurat som de havde haft det i Treårskrigen fra 1848 til 1851, da de, indtil de andre stormagter sagde stop, kæmpede med slesvig-holstenerne mod Danmark med et krav om et Slesvig-Holsten til Kongeåen, mens danskerne også dengang snakkede om et Danmark til Ejderen. Hel­staten vaklede ud af Treårskrigen med kongeriget Danmark som sejrsherre og med et splittet Slesvig og et ulmende Holsten i behold.

I februar 1864 var Den Anden Slesvigske Krig en realitet. Forude lå tilbagetoget fra Dannevirke og stormen på Dybbøl. På en efterfølgende fredskonference i London i foråret og sommeren sagde Halls efterfølger som konseilspræsident, den ligeledes nationalliberale D.G. Monrad, nej til de grænsedragninger, der blev foreslået på konferencen. Han havde først konsulteret Christian IX. I øvrigt spekulerede kongen i den forbindelse i, om det var muligt at knytte Danmark til Det Tyske Forbund, mens Monrad så muligheder i at knytte Danmark tættere til de andre nordiske lande.

Det endte med, at krigen fortsatte. Lille Danmark med 1,7 millioner indbyggere led et forsmædeligt nederlag til Tyskland med 40 millioner indbyggere, helstaten forsvandt, de tre hertugdømmer blev tyske, og grænsen gik nu ved Kongeåen. Ikke mindst takket være Monrad og kongen, der ifølge Glenthøj begge fejllæste det politiske og diplomatiske europakort anno 1864.

»Katastrofen var dybest set ikke krigen, men konferencen. Hall ville aldrig have sprængt den. Han var villig til at gå langt for at finde en ordning. Havde han stået i spidsen for de danske forhandlinger i London, er det ikke utænkeligt, at vi allerede da kunne have fået den grænse, vi fik med genforeningen i 1920. Og hvem ved. Måske kunne Flensborg også være blevet dansk,« siger Glenthøj.

Han beskæftiger sig i sin nye bog med danmarkshistorien fra tabet af Norge i 1814 til 1864. For ham går der en lige linje fra fredsslutningen i Kiel 14. januar 1814 og Wienerkongressen i 1815 efter Napoleonskrigene til nederlaget i 1864.

»Kongressen i 1815 gjorde som sagt Holsten til en del af Det Tyske Forbund. Men samtidig var Holsten en del af den danske statsdannelse, og dermed opstod der en situation, hvor tyskerne fik ret til at blande sig i indre danske anliggender,« siger han:

»Frederik VI lovede på kongressen Holsten en form for forfatning, og efter pres fra Det Tyske Forbund blev der indført stænderforsamlinger i 1835.«

Ifølge Glenthøj udløste udviklingen i grænselandet »den demokratiseringsproces, der førte til grundloven, men bar også kimen til at ødelægge helstaten i sig«.

»Der var et krav om at få folket til magten. Men hvem var folket? Der var to folk i en stat, og det eneste, der kunne holde den samlet, var enevælden. Da den faldt, stod helstaten ikke til at redde. Den blev revet ned i skøn forening mellem nationalisme og demokratisering,« forklarer historikeren:

»Det, der skete i 1814, pegede frem mod 1864.«

  • Titel: »1864 – Sønner af de Slagne« Forfatter: Rasmus Glenthøj Forlag: Gads Forlag
  • Sider: 576
  • Pris: 399,95 kr.
  • Udkommer: 10. april