Godmorgen og velkommen til lørdagens nyhedsoverblik.

Her skal vi blandt andet runde historien om, at en ny pandemi kan sprede sig, inden coronapandemien overhovedet er overstået, ligesom vi skal forbi historien om, at regeringen vil tage et opgør med den udskældte karakterskala. Vi runder også Venstre, der truer med at kalde statsminister Mette Frederiksen i samråd igen, hvis ikke hun svarer på, hvilke specifikke myndigheder, der anbefalede nedlukningen af landet.

Men først skal vi som sædvanligt forbi de opdaterede coronatal.

Bekræftede smittede i Danmark: 13.438 (+46 i forhold til torsdag)

Antal, der har overstået smitten: 12.340 (+41)

Bekræftede døde i Danmark: 613 (+1)

Antal døde på verdensplan: 639.652

Antal bekræftede smittede på verdensplan: 15.736.499

Du kan se flere coronatal for Danmark her og på verdensplan her. Og så til dagens historier:

Regeringen tager nu endeligt opgør med udskældt karakterskala

Vi lægger ud her på Berlingske med historien om, at regeringen vil tage et endeligt opgør med den nuværende karakterskala.

En 14 mand stor ekspertgruppe har fået til opgave at komme med bud på, hvordan 7-trinsskalaen, der for godt 14 år siden afløste 13-skalaen, kan ændres.

Det forventes, at gruppen senest ved udgangen af september vil aflevere sine anbefalinger til regeringen, og efterfølgende skal politikerne på Christiansborg lægge sig fast på, hvordan en ny karakterskala skal se ud. Og så har de også fået til opgave at se på fordele og ulemper ved en eventuel genindførelse af den gamle 13-skala.

Det er uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) og børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S), der formelt står bag nedsættelsen af ekspertgruppen, og de understreger begge, at sigtet er, at 7-trinsskalaen, som vi kender den, skal være fortid.

»Vi kommer til at tage et opgør med 7-trinsskalaen. Og vi har nu brug for et konkret oplæg til, hvordan vi kan gøre det,« siger Pernille Rosenkrantz-Theil.

Læs hele artiklen her.

Ejeren af Frederiksberg Chokolade taler ud om shitstorm: »Det er trist, at man kan blive krænket over alverdens ting«

Så videre til et interview med ejeren af Frederiksberg Chokolade, der for knap to uger siden kom ud i et kæmpe stormvejr på de sociale medier.

Tina Jacobsen Wilstrup kom til at bøde for, at hun offentligt tog afstand fra navneændringen af »Eskimo«-isen. Hun blev efterfølgende kritiseret og beskyldt for racisme i over 1.000 e-mail og utallige telefonopringninger. Nu uddyber ejeren over for Berlingske, hvorfor hun skrev opslaget, og fortæller om tiden efter shitstormen, hvor hun har mødt meget had.

»Det har gjort, at jeg bryder sammen hele tiden, og det går virkelig ud over min nattesøvn. Når jeg går rundt i samfundet, ved jeg ikke, hvem der hader mig, og hvem der synes, det er helt fint. Når folk skriver, at jeg selv er skyld i det, kommer jeg til at betvivle mig selv og overveje, om jeg skal slette opslaget. Men når jeg sætter mig ned og tænker, så synes jeg ikke, jeg har gjort noget forkert,« siger Tina Jacobsen Wilstrup.

Konditoren fortæller blandt andet, hvordan flere af hendes medarbejdere er blevet så påvirkede af omverdenens respons på Facebook-opslaget, at en stor del af hendes personale har valgt at sige op. Hun ærgrer sig over konsekvenserne, men fortryder imidlertid ikke, at hun delte sin holdning:

»Jeg føler – helt ind i hjertet – ikke, at der er noget racistisk ved det ord. Jeg har i hvert fald aldrig nogensinde ment eller sagt noget negativt med min Eskimo-is. Overhovedet ikke,« siger hun i artiklen.

Læs hele interviewet her.

Patientforeninger møder et pres fra medlemmer, der vil have alternativ behandling

Og så til historien om, at flere patientforeninger oplever et voksende pres fra medlemmer om at dele informationer om alternativ behandling. De fortæller, hvordan de møder spørgsmål om for eksempel naturmedicin, zoneterapi, akupunktur og healing, og at spørgsmålene oftest falder, efter at deres medlemmer har læst på nettet og sociale medier om andre patienters erfaringer.

Berlingske har de sidste uger beskrevet, hvordan Hjerteforeningen har samarbejdet med alternative behandlere, der har promoveret alt fra hesteterapi til healing i jagten på at nå en yngre målgruppe.

Den tidligere landsformand for Hjernerystelsesforeningen Ronni Lykke Bødker bekræfter billedet af, at alternativ behandling fylder i patientforeningerne. For halvandet år siden valgte han at forlade formandsposten efter interne uenigheder om, hvor meget foreningen skulle tage den alternative behandling til sig.

»Jeg oplevede, at man lyttede mere til patienterne og de alternative behandlere end til, hvad der rent faktisk er evidens for har en effekt. Hvis de alternative behandlere selv sagde, at patienterne var glade, når de gik derfra, og at behandlingerne virkede, så tog man det for gode varer,« siger han.

Læs hele artiklen her.

Tesfaye vil ikke lægge loft over indvandring

Udlændingeminister Mattias Tesfaye (S) ikke vil love, at det bliver næste år, at regeringen får fastlagt et loft over antallet af ikkevestlige indvandrere, der kan komme til Danmark. Det var ellers et forslag, som var centralt i det udlændingeudspil, som Socialdemokratiet gik til valg på. Det skriver Jyllands-Posten.

Loftet skulle sørge for, at der ikke kommer flere til Danmark, end det er muligt at integrere. Planen var, at loftet skulle fastlægges i forbindelse med de årlige økonomiforhandlinger med kommunerne. Men det kom aldrig på bordet, da der blev forhandlet økonomiaftale sidste år, og det er heller ikke sket i år.

Mattias Tesfaye siger til avisen, at »corona kom i vejen«, og det møder stor kritik fra blandt andet Dansk Folkepartis Kristian Thulesen Dahl, mens de Radikale er glade for, at loftet ikke er blevet ført ud i livet.

Læs hele artiklen her.

Venstre truer Mette Frederiksen med nyt samråd

Vi slutter med historien om, at Venstre kræver, at statsminister Mette Frederiksen (S) fortæller, hvilke specifikke myndigheder der anbefalede at lukke landet ned. Det skriver TV 2.

Det sker, efter at B.T. fredag skrev, at Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, direkte frarådede at lukke skoler, børnehaver og vuggestuer. Anbefalingen kom, syv timer før Mette Frederiksen meddelte på et pressemøde, at nedlukningen skete på »myndighedernes anbefaling«.

Det møder kritik fra både de Konservative og Venstre, der kræver en redegørelse. Hvis Mette Frederiksen fortsat ikke svarer på, hvilken eller hvilke konkrete myndigheder der rådgav hende, vil hun blive kaldt i et nyt samråd om sagen.

»Vi vil have at vide, hvem der har rådgivet til nedlukning, fordi statsministeren jo sådan set selv har sagt, at en kreds af myndigheder har rådgivet til det. Jo mere der kommer frem, jo mere tyder det på, at der ikke er nogen myndigheder, der har rådgivet hende til at lukke Danmark ned,« siger sundhedsordfører Martin Geertsen (V) til mediet.

Læs historien her.

Også DR skriver om balladen. Her siger Dansk Folkepartis Peter Skaarup, at statsministeren »har ført danskerne bag lyset«.

Det sker i dag

I dag skulle de første konkurrencer ved De Olympiske Lege i japanske Tokyo være skudt i gang – men som stort set alle andre store sportsbegivenheder er OL blevet udskudt. I stedet bliver legene afholdt i 2021.

I den spanske hovedstad, Madrid, demonstrerer folket i dag mod den spanske kongefamilie. Demonstrationen finder sted på baggrund af anklager om korruption mod den tidligere kong Juan Carlos, der fortsat spøger.

Den britiske regering genåbner en række sportsfaciliteter. Det gælder blandt andet indendørs svømmehaller og fitnesscentre. Det er alle faciliteter, der tidligere har været lukket ned på grund af coronapandemien.

Det var alt for denne gang – rigtig god weekend!