Pressede børnefamilier vil selv

De danske børnefamilier er pressede, lyder det igen og igen. Alligevel er familiepolitik et stort hul i dansk politik, og der står intet om det i regeringsgrundlaget. Spørger man de danske forældre, tager de selv hovedansvaret for at bringe job og familieliv i balance.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

De danske børnefamilier skal meget. De skal holde op med at bage boller og deltage i en ironman på samme tid. De skal helst hente deres børn tidligt i institutionerne. De skal åbne op og invitere den ældre generation indenfor. De skal slet ikke tænke på ordet karriere de første år af barnets liv, men de skal alligevel bidrage til væksten. De skal stoppe med at gå op i at have et lækkert hjem, men hjemmet skal dog være børnevenligt, hyggeligt og fyldt med sund mad.

De danske børnefamilier skal både løbe hurtigere og gå langsommere.

Det er lige til at blive forpustet af.

Hvilket mange danske børnefamilier også er, hvis man kaster et blik på de senere års debatindlæg fra pressede småbørnsforældre og undersøgelser om, hvordan arbejdstid kolliderer mere og mere med familietid. De er stressede, børnefamilierne. I samfundsdebatten har de mest kritiske røster derfor forlangt, at politikerne skal afhjælpe den stress ved at træde ind i de små hjem med en moderne familiepolitik.

Spørger man forældrene om, hvem der bærer hovedansvaret for at få arbejds- og familieliv til at hænge sammen, peger pilen til gengæld hverken på arbejdsgivere eller politikere. Den peger direkte ind på dem selv.

Det viser en Gallup-måling foretaget for Berlingske blandt 1.035 danskere med hjemmeboende børn. Her mener 75 procent, at de selv har ansvaret for at få den så berømte worklife-balance til at gå op. Resten mener, at det enten er politikernes eller arbejdsgivernes ansvar. Samtidig mener kun 15 procent, at familiepolitik er det vigtigste politiske emne i dag kontra eksempelvis flygtninge- og beskæftigelsespolitik.

»Hvis du havde spurgt forældre i 70erne og 80erne om det samme, havde de i højere grad sagt, at det var et samfundsmæssigt ansvar at skabe gode vilkår for børnefamilierne, og i 1980erne fik børnekommissionen (nedsat i 1976 af socialminister Eva Gredal, red.) sat gang i en debat om det gode børneliv. Vi har ikke haft en samlet familiepolitisk diskussion siden dengang. Der er åbenbart ikke særlig meget politisk magt i det,« siger professor Anette Borchhorst fra Institut for Statskundskab på Aalborg Universitet.

Hun finder det bemærkelsesværdigt, at familiepolitik er et sort hul i dansk politik, som ingen rigtig vil tage sig af. I regeringsgrundlaget står der intet om familiepolitik, vi har ikke haft en familieminister siden 2007, og i modsætning til vores skandinaviske naboer ender familiepolitiske debatter ofte med at blive en debat om, hvorvidt staten skal blande sig i folks liv. Ligesom det senest gjorde da man talte om øremærket barsel til mænd.

Ifølge professoren er der én altovervejende grund til at tage ordet familiepolitik i sin mund: de faldende fødselstal.

»Demograferne siger, at vi skal have flere børn og gerne tidligere. Der er bare ingen debat om, hvordan det rent faktisk skal ske. Der er ingen kobling. Og jeg fatter det simpelthen ikke. Jeg kan huske en debat i Folketinget om de lave fødselstal, hvor Bertel Haarder sagde, at det måtte vi jo alle sammen gøre noget ved. Alle grinede. Den har stået der og blafret lige siden. Det er en diskussion, der er blevet helt isoleret fra, hvordan familien ellers har det. Det er blevet til folks eget problem, siger politikerne, og som jeres tal viser, er det også noget, befolkningen mener.«

Nutidens forældre er måske blevet lidt forvænte. De er vokset op med en barselslovgivning, og de ved, at deres børn kan blive passet i en institution.

»Vi tager nok tingene for givet. Det ligger ikke i baghovedet på folk, at vi for eksempel af OECD-landene har den højeste dækning i børneinstitutionerne. Det afspejler også den offentlige debat om, hvem der har ansvaret for børnefamiliernes ve og vel. Det er 80ernes børn, der er blevet forældre nu, og de er vokset op med en stærk individualisering, hvor man selv har ansvaret. Det tager man på sig.«

Foto: Søren Bidstrup.

Anette Borchhorst har oplevet debatten om de pressede børnefamilier som meget Københavner-centreret, men følelsen af ikke at slå til er i hendes øjne et nationalt fænomen. Et fænomen der bliver forstærket, hver gang man bliver konfronteret med billedet af de forældre, der kan det hele og også lige har fire børn.

»Kvindebevægelsen havde et slogan, der hed: »Vi vil det hele«. Det var et opgør med 1950ernes husmødre, der ikke fik uddannelse og job. Man må sige, at kvinderne i dag har fået det hele, men de oplever også et pres, når børn og arbejde krydser hinanden. Det, der nemlig ikke har ændret sig, er, at det primært er kvinderne, der står for hjemmet. Og de kan ikke lade være med at have karriere, fordi de hele tiden møder det der ideal og sammenligner sig med tidligere kvinder,« siger hun.

Børnefamilierne går rundt og siger til hinanden, at det er blevet værre. At de mangler mere tid, end deres egne forældre gjorde. Selvom arbejdsdagen var længere førhen.

»Du skal performe i din karriere lige præcis i de år, hvor børnene er små. I 70erne skar kvinderne tid af fra eksempelvis sport og organisationsliv, fordi de koncentrerede sig om børnene og arbejdet. Det gør mødre og fædre ikke i dag. Når mødre i dag har mere dårlig samvittighed end fædrene, er det fordi, de spejler sig selv med en mor-figur, der havde mere tid til hjemmefronten. Hvorimod mændene sammenligner sig selv med en far, der var mindre på banen.«

Lad os vende tilbage til forældrene. Adspurgt om, hvad der vil være det bedste tiltag for at få familielivet fungere bedre, end det gør i dag, vender pilen mod arbejdsgiverne. Hver femte dansker i Gallup-målingen mener, at løsningen vil være mere fleksible arbejdstider. Halvdelen mener desuden, at balancen mellem familie- og arbejdsliv vil hænge bedre sammen, hvis de går ned i tid.

De primære forhindringer, danskerne oplever i forhold til at gå ned i tid, er, at privatøkonomien ikke vil hænge sammen, en modvilje fra arbejdsgiveren og en frygt for, at karrieren lider overlast.

Hos Dansk Erhverv kender man godt de pressede børnefamilier. Ifølge Rikke Bregendahl Ørum, underdirektør og chef for HR og arbejdsmiljø, kan ønsket om at gå ned i tid bare ikke altid honoreres.

»Nogle gange har arbejdsgiveren brug for arbejdskraften og kan ikke lægge det ekstra arbejde oven på de andre ansattes skuldre. 80 procent af de danske virksomheder er små. I en virksomhed med eksempelvis syv ansatte er det langt sværere at omorganisere arbejdet, så en medarbejder kan gå ned i tid. Det er mit indtryk, at mange forsøger at have fleksible arbejdstider, så man ikke behøver at være på arbejdspladsen fra 8 til 16.«

Rikke Bregendahl Ørum ser Gallup-målingen som et tegn på børnefamiliernes høje ambitioner og deres egen realitetssans. De ved godt, hvad de vil. Og de står ved, at det er et personligt valg. Konsekvenserne af det valg er de dog ikke altid så gode til at være realistiske om.

Foto: Søren Bidstrup.

»De er måske ikke altid parate til at tage den medicin, det kræver, når man både vil have et godt familieliv og en fantastisk karriere. De skal gøre sig klart, at det kan have en betydning for deres karriere, hvis de går ned i tid eller i en periode helt holder pause. Man kan ikke være med på alle arbejdsopgaver, og andre vil muligvis lande det chefjob, man selv ønskede sig, fordi de rent faktisk var på arbejdspladsen, da det blev ledigt. Man kan ikke undgå, at der sker en udvikling af det faglige, som man ikke er en del af,« siger hun.

Kan jeg hente mine børn i god tid og blive hjemme, når de er syge? Det spørgsmål oplever flere og flere af Dansk Erhvervs medlemmer at blive stillet, når de har en kandidat til jobsamtale.

»Arbejdsgiverne er helt klar over, at worklife-balancen skal fungere. At medarbejderne nogle gange bliver nødt til at gå tidligere, komme senere eller har særlige ønsker om arbejdstidsplaner og ferie. Der er nogle områder, hvor vi som arbejdsgiver påtager os et medansvar for at få tingene til at fungere. Hvis vi gør det, får vi mindre pressede medarbejdere. Men der er stor forskel på virksomhederne og på vilkårene for de ansatte. Hvis du står i en butik, er der nogen, der skal arbejde om aftenen. Der kan børnefamilierne ikke nødvendigvis være fredede i en vagtplan, fordi andre skal også tilgodeses.«

Der eksisterer ikke længere et familieministerium i Danmark. Det er ikke fordi, den danske børnefamilie har det så godt, at deres behov for hjælp pludselig er ophørt. Problemet er snarere, at politikerne ikke rigtig ved, hvad de mere kan gøre fra Christiansborg. Sådan lyder udlægningen fra Bent Greve, professor fra RUC, Institut for Samfund og Globalisering. Alligevel undrer han sig over, at der ikke er en større samfundsdebat om børnehaver og vuggestuer.

»Man har arbejdet på at sikre gode forhold i daginstitutionerne, og der kan man så undre sig over, at der ikke en større diskussion om kvaliteten af dem blandt politikerne. Om normeringen af pædagoger, omfanget af udendørsfaciliteter og antallet af aktiviteter. Der bliver heller ikke diskuteret, om man skal finde andre løsninger end daginstitutionerne.«

Tilbage under Anders Foghs regeringstid oprettede man familie- og arbejdslivskommissionen, der skulle komme med en række forslag til, hvordan balancen mellem arbejdsmarked og familieliv kunne blive bedre. Størstedelen af de 37 forslag til, hvordan samfundet kunne indrettes mere fleksibelt, blev aldrig til noget. Blandt andet forslaget om en tidsbank, hvor en lønmodtager kan »opspare« tid, der senere kan bruges som fritid.

»Mange af forslagene fra arbejdslivskommissionen havde ikke nogen gang på jorden, fordi de fleste familier i dag har indrettet sig på en fornuftig måde. Balancen mellem familie- og arbejdsliv er noget, man får til at gå op i den enkelte familie, mere end at det afbalanceres ud fra regler.«

Den danske børnefamilie skal meget. Hvis man vil have børnefamilien til at føde flere børn, imens den både går og løber, er en særlig familiepolitik ikke løsningen, lyder vurderingen fra Bent Greve. Ifølge ham er der ikke evidens for, at en familiepolitik andre steder i verden har skabt en større lyst til at få børn. I stedet skal man se på, hvordan man kan få flere til at stifte familie, imens de er under uddannelse. Og så har arbejdsmarkedets parter i hans øjne det endelige ansvar.

»Der er ingen tvivl om, at børnefamilierne er pressede i dag. Hvis det her problem skal løses, ligger ansvaret i høj grad hos virksomhederne. De skal sikre, at forældrene rent faktisk kan gå hjem til tiden og være sammen med deres børn. Men det er svært at finde de der snuptagsløsninger.«