»Præsten står der også, når man har smadret alle tallerkenerne«

På Nørrebro holder præsten Pernille Østrem til. Hun skal vie Monica Skytte Christensen og Christian Frederiksen på Lolland. Parret mødes med præsten, for at få styr på det praktiske og på deres spørgsmål i andet kapitel af en ny serie i Berlingske.

Præsten Pernille Østrem skal vie Monica Skytte Christensen og Christian Frederiksen i Bandholm Kirke på Lolland. Hun hjælper dem med at dulme nerverne og få svar på deres spørgsmål. Fold sammen
Læs mere
Foto: Liselotte Sabroe
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Pernille Østrem åbner døren ind til præsteboligen bag Stefanskirken på Nørrebro. Hun har besøg af 25-årige Monica Skytte Christensen og 31-årige Christian, som skal giftes den 5. juli af Pernille Østrem, men ikke i Stefanskirken. Parret skal giftes på Lolland i den kirke, hvor Monica er døbt og konfirmeret.

Det bliver mere og mere normalt at præsten rykker ud af egen kirke, fortæller Pernille Østrem ud fra sine egne erfaringer.

»Det kan være et par, der kommer her i Stefanskirken, men som gerne vil holde et bryllup ved forældrene. Der er nogen, der rører noget i mig. Jeg er præst blandt andet, fordi jeg er en livshistorienarkoman. Jeg går ind og er en del af deres fortælling, jeg hører den, og jeg fortolker den med den kristne livstydning,« siger hun og tilføjer: »Det er sundt og udfordrende at rykke ud af min komfort-zone og egen kirke, hvis der er grund til det. Jeg oplever også, at mine kolleger er lydhøre over for den slags ønsker.«

Monica og Christian skrev i efteråret til Pernille Østrem. De startede en dialog, og aftalte at mødes og se, om kemien var der.

»Jeg kan godt lide at forventningsafstemme. Når et par fra et helt andet sogn falder ned i skødet på mig og ønsker specifikt at blive viet af mig, skal vi lige reality-checke, at vi virkelig har lyst til at gøre det her sammen. Så stiller jeg nogle krav, så ritualet bliver vores meningsbærende centrum. Men med Monica og Christian, var jeg jo allerede bundet til dem, inden vi mødtes,« smiler præsten.

I dag mødes parret med Pernille Østrem for at få styr på alt det praktiske: Bønnen, der skal siges højt under ceremonien; hvordan ceremonien skal foregå; hvordan man klarer turen op af gulvet i kjole med slæb uden at falde; hvilke salmer der skal synges, og alle de spørgsmål parret nu måtte have.

Pernille Østrem sidder i sin såkaldte sjælesørgerstol med parret foran sig i en blød veloursofa. På gulvet står en kurv med champagne, marmelade og æblemost - fra parret som tak for at præsten vil tage hele vejen fra Nørrebro i København til Bandholm på Lolland for at vie dem. Pernille Østrem kalder den for sjov hendes bestikkelseskurv, men der er ingen tvivl om, at hun sætter pris på den gestus. Hos hende kan Monica og Christian tale frit om alt. Også om de ting der ikke er rosenrøde.

»Omverdenen forventer jo, at når man bliver gift, så er alt perfekt,« siger Christian og Monica fortsætter: »Gennem Pernille og kirken har vi hørt om og mødt andre par, og man opdager, at andre har de samme problemer. At alle parforhold ikke er perfekte, bare fordi man skal giftes. Det er befriende, at alt ikke er så lyserødt,« siger hun.

Et bryllup kan nemlig nemt skabe en fordom om det perfekte billede af et parforhold, fortæller Pernille Østrem. Men sådan er det ikke.

»Det er meget mere virkelighedsnært. Målet er, at man skal kunne bære at være to sammen. Man skaber en fælles historie. Brylluppet kan godt skabe en krise. Ligesom den første barnefødsel, utroskab, sygdom, død, eller bare den første fællesbolig eller jobskifte. Et godt partnerskab kan bære en gennem de kriser, og man får skabt historien om, at man var der for hinanden. Det med at stå i nogle situationer i livet, hvor man kan mærke, at man har brug for at stå sammen, også når det er rigtig svært, dét er meget rørende,« siger hun.

Kirken bliver et ekstra hjem for parrene, fortæller Pernille Østrem. »Den kirke og præst, man bliver tilknyttet, har en forpligtelse over for en. Det er et sted, man kan vende tilbage til. Præsten står der også, når man har smadret alle tallerkenerne.«

Hun anbefaler parret også at bruge kirken efter brylluppet. Hun kigger på dem med et glimt i øjet, og siger, at hun bruger alle midler. Men hun har nu en pointe.

»Det er noget, jeg har fra andre par. De kommer til gudstjenester efterfølgende og fortæller, at det er topromantisk. Man genoplever lidt af den magi, man fik på sin bryllupsdag. Den følelse kan man ligeså godt strække så længe som muligt,« siger hun.

Hverken Monica eller Christian er specielt troende. Men det var vigtigt for Monicas familie, at parret bliver gift i familiens kirke i Bandholm, fortæller Christian. For ham var det ikke så vigtigt, om det blev kirke eller rådhus.

»Det var lidt hip som hap. Jeg betragter ikke mig selv som troende. Jeg er konfirmeret, men dengang var det ikke så normalt med nonfirmation, og som barn siger man ikke bare nej som den eneste,« siger han.

Men én gang har Christian alligevel bedt de højere magter om hjælp.

»Da jeg blev kørt ned for to år siden, og vi ikke vidste, hvor voldsomt det var, bad Christian til Gud i ambulancen,« fortæller Monica.

Christian trækker på smilebåndet og tilføjer: »Der er ikke nogle ateister i skyttegrave.«

Denne artikel er den anden af fire optaktsartikler inden Monicas og Christians bryllup. Læs den store reportage fra brylluppet i avisen den 13. juli, og følg med i Berlingskes nye serie om ægteskabet »Til Døden os skiller«.

Læs næste kapitel i serien den 11. juli.

Læs første kapitel her: